23948sdkhjf

Mobilsnakkere i skudlinjen

Lastbilchauffører, der bruger håndholdt mobiltelefon, mens de kører, er kommet i skudlinjen i Storbritannien. Det sker, efter at en polsk chauffør forleden blev idømt 10 års fængsel for at være skyld i fire menneskers død – heraf tre børn – i en trafikulykke, fordi han var ved at vælge sange på sin mobiltelefon og overså en trafikkø.

Avisen Daily Mail bragte onsdag en lang række friske billeder af lastbilchauffører, der snakkede i eller tjekkede deres mobiltelefon, mens de kørte – nogle af dem på samme strækning, hvor den tragiske ulykke fandt sted i august.

Ifølge statistikker er mere end 200 briter blevet dræbt i de seneste 10 år i ulykker, som skyldtes brug af mobiltelefon under kørslen.

Samtidig kom det frem, at 10.000 trafikanter de seneste fire år er blevet snuppet i gentagen mobilbrug under kørslen – men mindre end 300 mistede kørekortet af den grund, og det forarger eksperter, som kalder problemet for en ”epidemi”.

Ifølge en undersøgelse fra et britisk forsikringsselskab indrømmer 56 procent af lastbilchauffører at have betjent håndholdt mobiltelefon bag rattet – ved enten at tale, skrive beskeder eller sågar tage selfies.

»Det tog mange år for samfundet at tage hånd om spirituskørsel og gøre det socialt uacceptabelt. Vi er nødt til at få samme indstilling til brug af mobiltelefon,« siger Steve White, ledende medarbejder i britisk politi ifølge Daily Mail.

En talsmand for den britiske regering udtaler også, at man er indstillet på, at der skal være mærkbar straf for at volde skade på andre eller udsætte andre for fare ved at være uopmærksom i trafikken.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079