23948sdkhjf

Fælles front mod papirnusseri

Offentlige opgaver: 20 sider lang formular skal forenkles.

For nogle virksomheder har det taget op til tre dage at forstå og udfylde den 20 sider lange formular, der kræves udfyldt, før virksomheder byder på offentlige opgaver. Virksomhedsforum for enklere regler beder nu regeringen arbejde for forenklingsforslag.

Det skriver di.dk.

EU-Kommissionen indførte i begyndelsen af 2016 den nye formular, som alle virksomheder skal udfylde, inden de giver tilbud på udførelse af offentlige opgaver i udbud.

- Vi får meldinger fra virksomheder, der har brugt op til tre arbejdsdage på at forstå og udfylde formularen første gang, de skulle igennem den. Derfor har Virksomhedsforum for regelforenkling stillet forslag om en forenkling, siger Dorte Gram Nybroe, chef for SMV og Entrepreneurship, der er DI’s repræsentant i Virksomhedsforum.

3000 offentlige opgaver

Alene i Danmark udbydes hvert år knap 3.000 offentlige opgaver. 90 pct. af dem trækker mindst to tilbud fra virksomheder, som alle skal udfylde formularen forskelligt fra gang til gang.

- Der er en del stamdata, der kan genbruges, når man har udfyldt første gang. Men mange felter ændres også fra gang til gang alt efter, hvilke opgaver kommunerne udbyder. Så virksomhederne er nødt til at gennemgå skabelonen hver gang. Det kræver mange timers arbejde og er unødigt kompliceret, siger Dorte Gram Nybroe.

KL støtter forenkling

Også Kommunernes Landsforening (KL) støtter ændringer, der letter arbejdet for alle parter.

Virksomhedsforum for enklere regler indstiller nu til en ændring af formularen til regeringen, så sagen kan tages op via REFIT-platformen, EU-Kommissionens modstykke til Virksomhedsforum for enklere regler.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11