23948sdkhjf

DTL skuffet over syltning af varebiler

Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt skriver i en pressemeddelelse, at han nu nedsætter et udvalg, som skal se på indførelse og konsekvenser af lovgivning for varebiler, der kører godskørsel for fremmed regning.

Reelt er der snarere tale om en syltning af det beslutningsforslag, som et flertal i Folketinget har vedtaget. Det mener i hvert fald vognmændene i DTL.

»Først valgte ministeren at stoppe det udredningsarbejde, den tidligere regering havde sat i gang. Så modarbejdede man det i folketingssalen og pustede sagen op til at ville berøre flere hundredetusinder negativt – selv om tallet reelt er ca. femtusinde vognmænd, heraf en stor del som selv ønsker regulering. Da ministeren fik et flertal imod sig og blev pålagt at komme med et lovinitiativ, henviste ministeren til, at han ville vente på EU og først kunne komme med et lovinitiativ langt ind i 2017. Da han mødte kritik for dét hjørnespark, vælger ministeren så at lave et nyt: Nu skal der nedsættes et udvalg. Ministeren er ved at være godt rutineret i dødboldsituationerne, men det bringer ikke kurer- og varebilsbranchen fremad,« siger DTL-direktør Erik Østergaard.

Næstformanden i transportudvalget, Dansk Folkepartis Kim Christiansen, truer ifølge dagbladet Jydske Vestkysten med, at flertallet uden om regeringen selv fremsætter og vedtager lovændringerne uden om regeringen.

»Jeg synes ikke, det er rimeligt, og det er helt uhørt, at transportministeren ikke tager det alvorligt, hvad et flertal har vedtaget,« siger Kim Christiansen til avisen.

Erik Østergaard erklærer sig helt enig med Kim Christiansen:

»Ministeren står jo med et valg: Enten ser han gennem fingre med socialt bedrageri, manglende arbejdsmiljø, manglende trafiksikkerhed, fusk med moms og skat og med social dumping og unfair konkurrence – eller også går ministeren aktivt ind i kampen for et bare rimelig reguleret og ordnet varebilsmarked. En lang række af virksomhederne – både små og store, der agerer på dette marked, med varebilskørsel for fremmed regning, efterlyser selv en regulering. Så vi kan ikke tolke ministerens mange krumspring som andet end uvilje,« siger Erik Østergaard.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.175