750 hk. i fødselsdagsgave
Artikel fra Trans Informs trykte magasinudgave, februar 2016:
- Der er en del misundelse i branchen, og vognmænd er måske værre end landmænd.
Sådan lyder det blandt andet fra vognmand Thomas Krogh Andersen, Vorning mellem Randers og Viborg, der i begyndelsen af oktober 2014 begyndte som selvstændig vognmand.
På hans 34-års fødselsdag, 22. oktober sidste år, fik han en flot gave af sig selv, en splinterny og meget veludstyret Volvo FH 750 – Volvos topmodel, som vognmanden siden har brugt primært til gyllekørsel.
Samtidigt er den lille vognmandsforretning vokset fra to til fire trækkere i løbet af det første år, så han nu har tre Volvoer og én gammel Scania. Antallet af medarbejdere, foruden vognmanden, er samtidigt øget fra én til tre.
17 års tilløb
Den gode begyndelse skyldes ikke mindst 17 års forarbejde med mange arbejdstimer, hvor Thomas Krogh Andersen kørte som traktorfører for den lokale Vorning Maskinstation og siden som chauffør.
- Jeg har altid sparet op, så da jeg begyndte som vognmand, var det med omkring én million kroner på lommen. Jeg har altid drømt om at blive selvstændig, og jeg har altid arbejdet som sådan.
Baggrunden som ansat på en maskinstation og siden chaufførjob med kørsel til blandt andre landmænd er årsagen til, at vognmandsforretningen i dag - primært – leverer kørsel til landmænd, maskinstationer og foderstofforretninger.
- Det har været lidt stille i november 2015, mens januar vel har været som vanligt. Vi har generelt haft et rigtigt flot 2015, også væsentligt bedre end jeg havde forventet. Samtidigt har vi også fået vores egen gylletrailer nummer to, så vi er klar til gyllesæsonen. Den begynder om kort tid, og vi får forrygende travlt.
Engagement og tæt kontakt
Thomas Krogh Andersen peger selv på sine dygtige chauffører som en meget væsentlig årsag til forretningens succes.
- Jeg har gode folk, der er meget landbrugsrelaterede. De har selv en baggrund fra job på maskinstationer, bortset fra den nye mand, der begynder på mandag. Og så gør det rigtigt meget, at jeg selv er med i marken. Jeg kører altid selv, og det giver mig tæt kundekontakt – det gør meget. Har jeg et fagligt spørgsmål, så tager jeg kontakt til DTL – det skal jeg faktisk lige nu, da vi får besøg af arbejdstilsynet.
Den nye Volvo FH 750 har i løbet af de første fire måneder næsten udelukkende kørt gylle, med ejeren bag rattet.
100 km. radius
- Det er en stor bil med en voldsom motor, og der er dage, hvor den blot har kørt 750 meter på literen, når den har kørt med meget tung last. Men ellers har den da kørt længere, nogenlunde som jeg har forventet.
Vognmandsforretningen operer i en radius af godt 100 kilometer fra Vorning – fra det sydlige Aalborg i nord til Horsens i syd, fra Viborg i vest til Djursland mod øst.
Fritiden tilbringer den flittige vognmand blandt andet sammen med familien, der tæller hustru og tre børn.
Vognmandsfakta
Vognmand Thomas Krogh Andersen, Vorning, 8830 Tjele.
Selvstændig 6. oktober 2014 - nu med tre Volvo- og én Scania-trækker, to gylletrailere samt en tipsættevogn.
Kørsel for landbrug, maskinstationer, korn- og foderstofforretninger, transport af jord, sand, grus, knust asfalt og beton samt maskiner, udlejning af 75 kubikmeter bufferkasse (gylle).
Salg og formidling af raps-, soya- og fiskeolie til biogasanlæg samt gylle.
Fakta ny FH16 750
Leveret af salgskonsulent Thomas Uhrenholt, Volvo Truck Center i Viborg.
Ekstraudstyr og lakering for cirka 300.000 kr. Bilen er malet hos Mosegårds Autolakering i Bramming og polstret ved Buur Thomsen i Vrå.
750 hk., 3550 Nm, I-shift automatisk gearkasse med 12 fremadgående og 4 bakgear – elektronisk styret og integreret med motor- og bremseelektronik, 1298 omdrejninger i minuttet ved 90 km/t.
6x2 trækker, tvillingmonteret løbeaksel, maksimal vogntogsvægt på 60 tons.
Masser af udstyr ind- og udvendigt, bl.a.
New York førerhuspakke med eldrevet solgardin i forruden, motor- og kabinevarmer, stort radio- og lydanlæg, udsyn+ pakke, 605 liter alu-tank, 65 liter AdBlue-tank.
Luftaffjedret De Luxe fører- samt passagerstol, begge med armlæn og sort-, grønt- og gult ventileret læder, 16 cm. springmadras samt køje, 33 liter stort køleskab med mulighed for frys, kaffemaskine, LED-tv med dvd-afspiller.
Alu-afdækning på chassis, luftpistol monteret bag på chassis.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.