Trailere vokser i Østeuropa
Økonomisk krise, sanktioner og en faldende oliepris har haft en knusende effekt på trailermarkedet i Rusland, Ukraine og Hviderusland. Alligevel spås det østeuropæiske trailermarked som helhed en fremgang i den kommende tid, viser en ny prognose fra konsulentfirmaet Clear International.
I alle andre lande i det østlige Europa ventes der nemlig vækst i efterspørgslen på tunge trailere, og det er nok til at hive hele Østeuropa som helhed op på en positiv prognose for 2016 og 2017.
Både Tyrkiet og Polen har som følge af udviklingen overhalet Rusland i størrelsen af trailermarkedet, ligesom lande som Ungarn og Tjekkiet nu på den front er større end Ukraine og Hviderusland.
»I 2016 vil vi se den største vækst i trailermarkedet siden 2011, men vi vil ikke se salgstallene for nye trailere overstige 2007-08-niveauet før efter 2020,« siger Gary Beecroft, adm. direktør i Clear International.