DEBAT: Her er der brug for en motorvej
Der hersker ingen tvivl om, at KRAKA`s analyse er vand på Enhedslistens og Henning Hyllesteds mølle.
Det er da indlysende, at indkøbene flyttes til de større byer og centre mod øst, når nu det fra politisk side bestemmes, at det er der, motorvejene laves og udbygges.
Spredte man derimod motorvejsnettet, undgik man jo firmaflytninger, pendling frem og tilbage og fraflytning med lukning af den lokale Brugs til følge.
Og ikke, som du giver udtryk for, at motorveje ikke aflaster trængslen derpå. Det ville de afgjort gøre, hvis de blev spredt og ikke udbygget som nu, hvor bilisterne kun har mulighed for at køre på én motorvej.
Netop fordi biltrafikken stiger, skal vejene spredes. Det ville også give et mindre CO2-udslip som følge af konstant fart, i stedet for kødannelser med start/stop og op og ned i tempo.
Angående lidt realisme, som du efterlyser, kunne det jo være en ide at bygge videre på den motorvejsforbindelse, som tyskerne har gang i fra Hamburg til Heide og viderebygge den til Holstebro langs vestkysten og videre op over Viborg til Aalborg.
Dette ville med garanti afhjælpe mange af ovennævnte udfordringer og være en god infrastruktur med fremkommelighed og nytænkning til følge.
Med hensyn til andre veje at gå kunne man jo droppe Femern-projektet og bruge de mange milliarder indenrigs. I det store hele er det jo hovedsageligt svenskere og nordmænd og kun ganske få danskere, der vil have udbytte af denne løsning.
Med venlig hilsen og god påske.
Henning Guldsmed Nielsen
Staghøjvej 22, Frøslev
7900 Nykøbing Mors
[add:467]