23948sdkhjf

Selvkørende lastbiler kører gennem Danmark

Om 12 dage ruller to konvojer af lastbiler med ned til et halvt sekunds mellemrum igennem Danmark. De to såkaldte platoons af delvist selvkørende lastbiler vil køre gennem landet som et led i et europæisk pilotprojekt.

Onsdag 30. marts vil to rækker af den slags lastbiler rulle på statsvejene fra Øresundsbroen hen over Sjælland, Fyn og gennem Jylland til den tyske grænse.

Danmark er med sin rute på 320 km en central del af det hollandske EU-formandskabs platooning-event, hvor i alt to platoons af hver tre delvist automatiserede lastbiler vil køre gennem fem lande.

Lastbilerne, der automatisk holder afstand til hinanden, vil sikkerhedsmæssigt forsvarligt kunne køre tættere end de helt almindelige lastbiler Det giver mere plads til andre biler på vejene, sparer på lastbilernes brændstof og forurener mindre.

Vejdirektoratets beregninger viser, at sådanne platoons kan spare vognmændene for seks procent brændstof pr. kørt kilometer pr. bil på motorvejene. Udledningen af de fleste forurenende stoffer fra lastbilerne kan ligeledes reduceres med seks procent.

Vejdirektoratet har stået i spidsen for projektet og koordineret på tværs af de danske myndigheder, for at eventen kunne blive en realitet på de danske veje.

»Vejdirektoratet deltager i projektet, fordi det er en god mulighed for os til både at høste konkrete erfaringer og demonstrere, at vi allerede i dag arbejder for at blive klar til at tage imod biler med selvkørende teknologier på de danske veje,« siger Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

»Udviklingen indenfor selvkørende teknologier går stærkt. Og det bliver formentlig på de større statsveje, at de første delvist automatiserede lastbiler vil transportere varer og gods. Den udvikling vil Vejdirektoratet selvfølgelig bidrage til,« tilføjer Andreas Egense.

Fakta om platooning:

· The European Truck Platooning Challenge 2016 skal sætte fokus på samarbejde mellem EU-Kommissionen, EU-medlemslandene og industrien om selvkørende teknologier, behovet for harmonisering af regler på området mm.

· To såkaldte platoons med tre lastbiler i hver vil ved hjælp af ny ITS-teknologi køre i forbundne konvojer med ned til et halvt sekunds mellemrum fra forskellige europæiske byer på tværs af grænserne mod et fælles endemål i Rotterdam den 6. april 2016, umiddelbart forud for det planlagte uformelle Miljø- og Transportministermøde.

· Vejdirektoratet, Trafik- og Byggestyrelsen, Politiet, DTL, ITD, DI Transport, Sund og Bælt samt Volvo Trucks og Scania deltager i projektet for at sikre, at European Truck Platooning Challenge 2016 kan gennemføres igennem Danmark.

· Vejdirektoratet deltager blandt andet i det internationale standardiseringsarbejde, der skal sikre, at biler og udstyret i vejsiden kan tale sammen. Og sammen med blandt andre Transport- og Bygningsministeriet, Justitsministeriet, Rigspolitiet og Rådet for Sikker Trafik er Vejdirektoratet gået i gang med at afdække behovet for ændringer i færdselsloven.

[add:38]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062