Kvinde dræbt af svingende lastbil
En kvindelig cyklist er torsdag eftermiddag omkommet efter at være blevet påkørt på Amager.
Det skriver Ekstra Bladet.
Kvinden på blev ramt af lastbilen omkring kl. 13:45 i krydset mellem Kirkevej og Hartkornsvej.
»Jeg frygter, at det godt kan være en svingulykke. Men det er for tidligt at sige. Vi er lige landet derude,« siger vagtchef fra Københavns Politi Søren Svendsen til avisen.
Redningsmandskabet på stedet rekvirerede en politieskorte, så kvinden kunne bringes til Rigshospitalets traumecenter, men kvinden nåede at afgå ved døden, inden man kunne få hende fra ulykkesstedet.
Københavns Politi er nu i færd med at underrette de pårørende.
Kirkevej, Møllegade og Hartkornsvej vil ifølge politiet være afspærret det næste stykke tid.