DEBAT: Udtalelse viser, hvor lille du er
Ja, Hans Germann Nielsen, nu er det så ikke længere kun dine kunder, der ved, hvad du står for. Det gør alle vi andre sandelig også.
Når dine kunder synes, at du er en "guttermand", kunne det jo betyde, at de er mindst lige så suspekte, som du er. Faktisk er din påstand om dine kunder det samme som, at du stempler dem som "småkriminelle", som dig selv.
Dine udgydelser om, at 80 procent af alle danske vognmænd snyder, viser blot hvor "lille", du egentlig er, når du tror, at det er i orden at snyde, blot fordi andre gør det.
Jeg håber, at dommen ender i Højesteret. Om ikke andet, så for at hr. og fru Danmark kan opleve, at der er "noget galt i Danmark", når folk som dig kan gøre, hvad de lyster, og blive belønnet for det.
Dan F. Jørgensen
Kongsbergparken 8 F
5400 Bogense
[add:468]