Fire fynske vognmænd køber ERA-Transport A/S
Pr. 23. februar 2016 har de fire fynske transportvirksomheder Peter Danielsen Transport A/S, Bruun & Nielsen A/S, Alex Andersen Ølund A/S og Poul Schou A/S overtaget alle aktier i ERA-Transport A/S.
Salget af virksomheden sker som et naturligt generationsskifte for Inge Merete Koch og Jørgen Rasmussen, som har drevet virksomheden i over 30 år, lyder det i en pressemeddelelse.
Virksomheden har været i familiens eje i over 65 år og er førende inden for transport af skibscontainere, samt de specielle opgaver der er ved aflæsning som sug, tip, afsætning mv.
Fastholder fynske arbejdspladser
Virksomheden beskæftiger i dag over 70 egne medarbejdere. Over 40 underleverandører er i fast arbejde hos ERA Transport hver dag.
Det har betydet meget for de fire nye ejere, at fastholde de fynske arbejdspladser og de mange fynske vognmænd, som hjælper ERA hver dag. De fire nye ejere vil fortsætte driften fra adressen i Odense med nuværendes stab af medarbejdere og direktion ved roret. Naturligvis skal vi optimere det vi kan for at sikre en positiv indtjening fremover, lyder det videre meddelelsen.
»To ting er vigtige – mange flere nye kunder og besparelser på omkostningerne, skal løfte ERA ind i et nyt eventyr,« siger den nye bestyrelsesformand Birger Nielsen.
”Unge” vognmænd
Inge Merete Koch og Jørgen Rasmussen er glade for at kunne aflevere nøglerne til deres livsværk, til netop de fire fynske ”unge” vognmænd. Det har været et vigtigt valg for de tidligere ejere, at aktierne kom i de rigtige hænder, således at kunderne fortsat får den gode service og den gode arbejdsplads beholdes i Odense, lyder det i en udtalelse.
Samlet driver de fire fynske vognmænd i alt fem transportvirksomheder: Alex Andersen Ølund A/S, Bruun & Nielsen A/S, SDL Logistik A/S, Poul Schou A/S samt nu også ERA Transport A/S.
De nye ejere har tilsammen over 500 biler på vejene hver dag, beskæftiger mere end 700 medarbejdere og omsætter over en 1 milliard kroner om året.
»Det betyder, at vi sammen kan optimere alle forretninger, og bliver endnu stærkere fremover.Vi er klar til nye opkøb, når mulighederne byder sig,« siger Birger Nielsen.
[add:503]