Store rocknavne åbner Silkeborgmotorvejen
Vejdirektoratet inviterer til vejåbning, når den sidste del af Silkeborgmotorvejen åbner for trafikanterne søndag den 11. september i år.
Over fire dage fra den 8. til den 11. september fejrer hele Silkeborg den nye motorvej under navnet, Danmarks Største Vejfest.
Festlighederne består af store motionsarrangementer, kulturbegivenheder og den officielle vejåbning, som det hele kulminerer med om eftermiddagen søndag den 11. september.
Også borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum, ser med stor glæde frem til åbningen:
»Silkeborgmotorvejen får enorm betydning for vores muligheder for vækst og udvikling. Vi har netop passeret 90.000 indbyggere og er godt på vej mod de 100.000. Silkeborg bliver endnu mere attraktivt som område, når både borgere, virksomheder og turister hurtigt og nemt kan komme til og fra Silkeborg. De nye boligområder og de nye erhvervsområder tæt på Silkeborgmotorvejen gør det endnu mere attraktivt at bo og drive virksomhed i Silkeborg.«
På programmet er flere by-events torsdag og fredag. Lørdag den 10. september er der motionsarrangementer på motorvejen med mange forskellige distancer og discipliner.
Dagen byder også på koncerter med DAD, Dizzy Mizz Lizzy, Christopher og Gnags mfl. på cirkuspladsen ved Silkeborgmotorvejen.
Søndag den 11. september er Cykelløb på motorvejen med flere distancer og discipliner og officiel vejåbning.
[add:512]