Viking vokser videre
Viking Assistance har indgået en stor kontrakt med Beredskab Øst, som indebærer, at Viking skal levere autohjælp til ca. 800 køretøjer i beredskabets fem ejerkommuner. Opgaven dækker også at fjerne og registrere trafikdræbte dyr, ligesom fx heste og får fra børnehaver skal fragtes til dyrlægen.
»Beredskab Øst er tilfredse med, at det har været muligt at indgå denne aftale, som med den nuværende konkurrence, der er i markedet, medvirker til at realisere de besparelser, som er blevet pålagt de kommunale beredskaber. Det er vigtigt, at opgaveløsningen håndteres professionelt, og Viking er en stor aktør på det nordiske marked,« siger beredskabschef Rasmus Storgaard Petersen fra Beredskab Øst ifølge beredskabsinfo.dk.
Beredskab Øst dækker over Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk Kommuner.
Viking Assistance er norskejet og kom til Danmark igen i 2014, hvor selskabet på kort tid har fået opbygget et netværk på 29 stationer med ca. 200 køretøjer.
[add:338]