23948sdkhjf

Mistet MAN-status efter dårligt regnskab

Fiskbæk Lastvogns-Service fik negativt driftsresultat.

Artikel fra Trans Informs trykte magasin-udgave, januar 2016:

MAN Truck & Bus Danmarks fyring af mærkets hidtidige servicepartner Fiskbæk Lastvogns-Service i november sidste år kom på et uheldigt tidspunkt for værkstedet på Bogensevej 24 i Randers-forstaden Vorup.

Således kørte Fiskbæk Lastvogns-Service ud af sit seneste regnskabsår med et underskud på driften på 1761 kr. – og et årsresultat på minus 1856 kr. Beskedne tal der dog dækker over, at virksomheden altså ikke har været i stand til at tjene penge på driften i regnskabsåret fra 16. januar 2014 til 30. juni 2015.

Selskabet betaler en årlig leje på 820.000 kr. i forbindelse med en erhvervslejekontrakt på lokalerne samt tilhørende driftsmateriel og inventar på Bogensevej, der løber uden mulighed for opsigelse frem til 1. januar 2024. Samtidigt kautionerer selskabet for moderselskabets gæld i pengeinstitut, der 30. juni sidste år var på 3.268 mio. kr.

Forbehold

Revisoren BDO skriver blandt andet i årsrapportens revisorerklæring under overskriften Forbehold:

”Årsregnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift, hvilket efter vores opfattelse forudsætter, at selskabet tilføres ny kapital, eller at nye kreditfaciliteter stilles til rådighed for selskabet. Ingen af disse forudsætninger er p.t. opfyldt, hvorfor vi tager forbehold for, at årsregnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift.

Det er vores opfattelse, at årsregnskabet, som følge af betydeligheden af det forhold, der er beskrevet i grundlaget for afkræftende konklusion, ikke giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30. juni 2015 samt af resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret 16. januar 2014 - 30. juni 2015 i overensstemmelse med årsregnskabsloven.

Det er vores opfattelse, at generalforsamlingen ikke bør godkende årsregnskabet, medmindre der i tiden indtil generalforsamlingen sikres dækning af det fremtidige likviditetsbehov.”

Fratrædelse og optimisme

Direktionen bestod, på tidspunktet for regnskabsårets udløb, af John Henning Hansen og Jesper Lundorff, men sidstnævnte er siden fratrådt direktionen.

Trods den pressede økonomiske situation ser ledelsen positivt på mulighederne for at fortsætte selskabet.

I ledelsens beretning står der således følgende:

”Selskabet har realiseret et mindre overskud i sit første regnskabsår, men selskabets finansielle situation er presset blandet andet som følge af øgede krav fra samarbejdspartner. Selskabets ledelse har igangsat et arbejde, som har til hensigt at bedre lønsomheden i selskabets aktiviteter og ledelsen forventer at selskabets indtjening kan løftes herved.

For det kommende år forventes således et forbedret resultat med en positiv likviditet som følge heraf. Selskabet forventes således at kunne fortsætte sin drift i uformindsket omfang, under forudsætning af tilslutning fra alle væsentlige kreditorer og finansieringskilder.”

Del af BCV

Værkstedets daglige leder, Ove Knudsen, forklarer til Trans Inform:

- Vi er selvfølgeligt kede af, at MAN har truffet det valg. Fremadrettet har vi strategisk gjort noget for at udvikle virksomheden, det første at vi nu er del af samarbejdet Bosch Commercial Vehicles. Og når det gælder finansiering af værkstedets drift er dette punkt nu på plads.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095