Erstatningskrav på 5,2 mio. kr.
Artikel i Trans Informs trykte magasinudgave januar 2016 - sagen er ikke afsluttet i begyndelsen af september:
- Jeg er overrasket over, at bruddet kom på dén måde. På sigt havde jeg nok forventet det, fordi de ville have al kørsel over på deres egne blå biler. Men ikke at det skete på den måde.
Anders Borg, direktør og medlem af bestyrelsen hos Jørgen Jensen Distribution A/S, Ikast, forklarer til Trans Inform, at han håber, at selskabets erstatningskrav på 5,2 mio. kr. mod PostNord Logistics A/S afgøres i løbet af første halvår af 2016.
Brud 13. marts
Erstatningskravet blev rejst sidste år, efter at PostNord 13. marts øjeblikkeligt opsagde samarbejdet med den midtjyske vognmandsforretning.
- I sommeren 2014 opsagde PostNord alle aftaler med alle vognmænd, og vi var så én af dem, der fik en ny aftale med PostNord. Vi fik ikke siden nogle hints om, at det vi gjorde for PostNord var forkert. Derfor mener jeg, at vi har en klokkeklar sag. Vores erstatningskrav bliver afgjort ved en voldgift, men sagen er ikke berammet endnu. Vi har indleveret vores åbningsskrift, mens PostNord har indleveret svarskrift, forklarer Anders Borg.
Dansk Distribution
Jørgen Jensen Distributions direktør oplyser videre, at PostNord har oplyst, at det var førstnævntes forbindelse til Dansk Distribution, der tilsyneladende lå bag PostNords brud med den midtjyske transportvirksomhed.
- Dansk Distribution blev startet af Esbjerg Godstransport og Scanlog, efter at de også var opsagt af PostNord. Men vi har intet haft med Dansk Distribution at gøre. Siden har vi brugt mange ressourcer på at trimme virksomheden, men vi er ikke nået tilbage til samme niveau endnu, fortsætter direktør Anders Borg.
Underskud på 1,3 mio. kr.
Jørgen Jensen Distribution kørte ud af det seneste regnskabsår 2014 / 2015 med et minus på 1,306 mio. kr. efter skat. Mod et overskud på 3,108 mio. kr. i det forrige regnskabsår.
Ikke overraskende kaldes seneste årsregnskab derfor ”utilfredsstillende”.
Selskabet forklarer, at det – med PostNords uberettigede opsigelse af samarbejdet – har mistet en omsætning i størrelsesordenen 10 mio. kr. i de sidste tre-fire måneder af regnskabsåret, hvilket er den direkte årsag til den faldende bruttofortjeneste og det negative resultat.
Solgt 20 biler
Efter bruddet med PostNord har Jørgen Jensen Distribution solgt 20 ældre biler, men de 21 nye Mercedes-Benz lastbiler, som selskabet modtog i første halvdel af 2015 fra Ejner Hessel i Brande, kører alle i dag for virksomheden.
Anders Borg og den øvrige ledelse i Ikast forventer, trods turbulensen, et samlet positivt resultat for indeværende regnskabsår 2015 / 2016.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.