Brændende lastbil antændte hus
Flammerne bredte sig til udhænget på et hus, da der fredag morgen gik ild i en lastbil midt i Agersted syd for Sæby.
Det skriver Nordjyske.
Branden opstod omkring kl. 07:30.
Ifølge Nordjyllands Politi var det formentlig en teknisk fejl i lastbilens motorrum, der udløste branden.
»Det var en lastvogn med anhænger fra Ørsø Vognmandsforretning, der gik i stå på Præstbrovej i Agersted. Den stoppede så tæt på et hus, at branden i lastbilens førerhus rent faktisk fik antændt udhænget på et hus, så vi fokuserede i første omgang vores indsats på at få bremset branden i huset,« lyder det fra indsatsleder Jørgen Pedersen, Nordjyllands Beredskab i Brønderslev til avisen.
Lastbilchaufføren slap uskadt fra branden, som han selv forsøgte at slukke med lastbilens udstyr.
Det samme kan ikke siges om lastbilen.
»Nej, den lastbil kommer aldrig ud af køre igen,« siger indsatslederen.
Politiet venter nu på en kranvogn, der skal transportere den udbrændte lastbil væk fra hovedgaden i Agersted.
De advarer samtidig imod, at hovedgaden er blevet ualmindelig glat efter slukningsarbejdet.
»Vi skal have fat i en saltspreder til at få saltet det område, hvor vi har pøset med vand. Det har gjort vejen meget glat.«