Vognmand får to påbud efter ulykke
Billeder fra overvågningskameraer kan bruges til at opklare bankrøverier og andre forbrydelser. Men de kan også anvendes til at finde årsagen til arbejdsulykker.
Arbejdsmiljøklagenævnet har afgjort en sag om påbud efter en vælteulykke på genbrugsstationen Norrecco i Københavns Nordhavn. Her væltede en lastbil, da den var i gang med at læsse nogle tunge betonbrokker af, hvorved chaufføren blev kastet rundt i førerhuset.
Vognmandsfirmaet, Dansk Specialtransport, fik efterfølgende to påbud fra Arbejdstilsynet om tiltag til at forhindre lignende ulykker – men disse påbud klagede firmaet over til Arbejdsmiljøklagenævnet, skriver 3f.dk.
Klagenævnet har dog nu bakket op om Arbejdstilsynets krav. Kravene går ud på ændre bagsmækken på lastbilen, samt at sikre bedre oplæring og instruktion af de ansatte.
Ulykken skete, da betonbrokkerne ikke faldt af ladet – men det kunne chaufføren ikke se fra førerhuset. Den hydrauliske arm kørte herefter op i fuld længde, og til sidst tippede lastbilen rundt pga. den tunge byrde.
Vognmand Jørgen Rørby Johansen oplyser ifølge 3f.dk, at chaufførerne nu har fået besked på at køre med mindre læs og mindre betonstykker.
Arbejdstilsynet påpeger, at ulykken kunne have kostet chaufføren livet – han slap dog med en tur på skadestuen.
[add:467]