Samler al trafikinfo på nyt trafikkort
Vejdirektoratet lancerer i dag et nyt Trafikkort, der giver et hurtigt overblik over den aktuelle trafiksituation til gavn for alle, der skal ud på vejene.
»Tidligere skulle man lede efter trafikinformationer forskellige steder, men nu har vi samlet alle data ét sted,« siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.
»Vi har lavet et helt nyt Trafikkort, der giver et samlet overblik over situationen ude på vejene. Det loader lynhurtigt og rummer alle de oplysninger, man har brug for som trafikant.«
Trafikkortet rummer blandt andet information om:
Vintertjenesten: Vejene får en isblå farve, hvis de er blevet sneryddet eller saltet. Man kan også se, om der er glatføre, eller om vejene er normalt farbare.
Den aktuelle trafik: Kortet markerer med røde og gule trængselsstriber de strækninger, hvor der er tæt eller meget tæt trafik. Hvis ulykker medfører lange køer eller spærringer, vil det også fremgå.
Vejarbejder og andre hændelser: Man kan få et overblik over alle vejarbejder og planlagte vejarbejder på ens rute. Man kan også tilmelde sig en mailservice, så man får besked, når der sker ændringer i de vejarbejder, man ønsker at holde sig orienteret om, eller hvis der i øvrigt sker særlige hændelser på vejnettet – for eksempel hvis Storebæltsbroen bliver lukket.
Også info til erhvervslivet
Som noget helt nyt rummer kortet også en række data med relevans for erhvervslivet. Ved nogle få klik kan man få besked om blandt andet frizoner, vægtgrænser, modulvogntogsnettet og ruter for farligt gods.
»Vi ved, at de danske trafikanter efterspørger aktuel og brugbar trafikinformation, når de skal ud på vejene, og med vores nye Trafikkort håber vi at kunne opfylde deres ønske bedre end tidligere,« siger Charlotte Vithen.
Kortet bygger på input fra en lang række kilder, blandt andet live data af den aktuelle trafik, fra vejkameraer og fra informationer fra trafikanter, politi, redning, kommuner og entreprenører.
Kortet er egnet til PC, tablet og mobil.
[add:338]