Danskerne siger nej til social dumping
Flertallet af danskere er klart imod, at udlændinge arbejder i Danmark til en løn, der ligger under det danske niveau. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.
Her siger 62 procent, at social dumping er unfair konkurrence, mens 12 procent frygter for deres eget job.
»I 2015 har der været mange sager i medierne om social dumping, så det er ikke overraskende, at danskerne ser det som et overvejende negativt fænomen,« siger partner i Deloitte Helena Barton, der rådgiver virksomheder om risikostyring og social ansvarlighed.
Spørger man danskerne, hvem der har ansvaret for at bekæmpe social dumping er svaret både myndigheder, arbejdsgivere og fagforeninger.
»22 procent synes, det primært er fagforeningernes ansvar at blæse til kamp mod social dumping. 26 procent mener, det er myndighedernes ansvar, mens 27 procent. mener, at ansvaret ligger hos arbejdsgiverne. Derimod mener kun 3 procent, at det er medarbejdernes eget ansvar at sikre, at arbejdsforholdene er i orden,« siger Helena Barton.
Ud over at se social dumping som et samfundsproblem, er der er også en vis portion danskere, der frygter for deres eget job.
»Risikoen for social dumping er noget, vi er nødt til at tage alvorligt. I undersøgelsen svarer 12 procent. af danskerne, at de frygter, at deres job bliver overtaget af udlændinge, der er villige til at arbejde til en lavere løn. Det er ikke en stor andel, men i absolutte tal er det ret mange mennesker. For nogle af dem er frygten uden tvivl helt reel,« siger Helena Barton, som dog pointerer, at den frie bevægelighed inden for EU også kommer danskerne til gode:
»Vi må være indstillet på, at vi har fri bevægelighed af arbejdskraft i EU, og det kommer også mange danskere til gode. Så det kræver en saglig tilgang til emnet, og at vi ikke bare fokuserer på udenlandsk arbejdskraft. Der sker også fejl hos danske virksomheder.«
[add:489]