Død efter sammenstød med lastbil
En 46-årig mand fra Glostrup mistede torsdag livet, efter at en personbil og en lastbil stødte sammen på Vestskovvej i Albertslund. Det skriver sn.dk.
»De foreløbige undersøgelser tyder på, at personbilen kommer over i den modsatte kørebane, hvor den kører frontalt sammen med lastbilen,« lød det torsdag fra vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi.
Lastbilen blev ført af en 45-årig mand, som slap fra ulykken uden fysiske skrammer.