23948sdkhjf

Graffs grønne gear

Vognmand hos Auning Transport ApS stikker kursen ud med ny skovbil.

Der er både grønt og skønt ude på landet, og det skulle der gerne blive ved med at være - også når det handler om miljøet i det hele taget.

Den 51-årige vognmand Brian Graff, indehaver af den fem år gamle vognmandsforretning Auning Transport ApS på Djursland, har sine egne tanker om udfordringerne som mere miljøvenlig vognmand, og samfundsborger i al almindelighed.

Netop hjemvendt fra en studietur, arrangeret af Scania Danmark, i slipstrømmen på købet af sin første Scania lastbil med kørsels- og coachingprogrammet Ecolution, erkender Brian Graff over for Trans Inform, at det blandt andet handler om at tage medansvar.

Grøn gulerod

- Jeg har selv solceller på taget hjemme hos mig selv, og jeg mener, at al grøn energi skal fritages for afgifter som en økonomisk gulerod. Min nye Scania er den første med Ecolution, og kan vi flytte forbruget bare 100-200 meter mere per liter, så er det fint.

Brian Graff taler engageret om transportbranchens miljømæssige udfordringer over en kop velsmagende cappuccino. Scenen er det lille køkken hos Bach & Pedersen Fragts moderne administration, dør om dør med fragtcentralen på Engelsholmvej i det sydvestlige Randers.

Her fortæller vognmanden, at Scania har været ét af de faste holdepunkter i hans hidtidige 30 år lange køretur i branchen.

- Jeg har levet det meste af mit liv i Auning-området, begyndte i 2. klasse på Auning Skole. Siden har jeg kørt 10 år som chauffør, inden jeg i 1995 begyndte at arbejde i min fars vognmandsforretning Auning Trætransport. Og i alle årene har vi kørt Scania.

14 skovbiler

De seneste fem år har Brian Graff kørt sit eget vognmandsfirma Auning Transport frem til en status som en af de danske vejtransportører, der har flest kørende enheder – nemlig 14 biler, udelukkende opbygget som skovbiler. Heraf er fem nye biler kommet til i 2014 og 2015.

- Jeg har udelukkende Scania’er, og min nye bil, en R 580, er valgt, efter at jeg har indhentet tilbud fra tre forskellige mærker. Jeg har fået nogle gode serviceaftaler, og når der kun er små forskelle i pris, så har chaufføren fået lov at bestemme, fortsætter vognmanden.

At den nye R580’er med tilknyttet Ecolution-aftale med Scania ”kun” kører på diesel – og ikke eksempelvis andre brændstoffer som det mere miljøvenlige biobrændstof HVO, også betegnet syntetisk diesel eller Hydrogeneret vegetabilsk olie, skyldes ganske enkelt, at dette brændstof - der reducerer motorens CO2-udledning med op til 90 procent – endnu ikke er et reelt alternativ til den klassiske dieselolie.

Kørestil

- Det handler om fleksibilitet, og der er også en bundlinje, der skal tages hensyn til. Det kan ikke nytte, at chaufføren skal køre en omvej, når der skal tankes. Men det handler også om at bryde vaner, når chaufføren skal køre mere økonomisk. Derfor har jeg valgt Ecolution-aftalen med, hvor Scania coacher min chauffør til en mere økonomisk kørestil.

De seneste tre år har Auning Transport, med vognmandens egne ord, haft ”frygteligt travlt”.

- Træmængderne er steget, der er meget træ på markedet, så det er rigtigt godt, lyder det.

Samtidigt vurderer Brian Graff, at der er cirka 15 til 20 konkurrenter på det danske marked for trætransport. En aktivitet der typisk foregår mellem danske skove og aftagere som savværker og energiselskaber, der typisk aftager træet til videre forarbejdning eller som brændsel.

Mindre mængder

- Første halvår af 2015 er også gået fantastisk godt. Men nu er skovningen af træer stoppet noget op, efter at stormen Bodil skabte en masse stormtræ fra blandt andet Klosterheden (nordvest for Holstebro). Nu er jeg meget i tvivl, om der bliver skovet mængder nok, altså hvor stor den fremtidige efterspørgsel er. Heldigvis er bilerne opbygget, så der kan køres alternativt gods, eksempelvis paller og byggematerialer.

Nyt fragt-kapitel

1. april i år rykkede vognmand Brian Graff sit skrivebord ind i administrationen hos Bach & Pedersen Fragt A/S på Engelsholmvej i Randers, hvor vognmanden er sideordnet direktør for Auning Transport sammen med Torben Bach, der også er administrerende direktør i Bach & Pedersen Fragt.

Baggrunden er, at fragtselskabet har købt 50 procent af Auning Transport, efter Brian Graffs ønske om at udskifte rollen som eneste mand på kontoret og hænderne mere end fulde af både bogføring til disponering.

- Salget til Bach & Pedersen Fragt handler ikke om økonomi - men om at mindske mit store arbejdspres som selvstændig. Jeg er rigtig glad for denne her løsning. Jeg har bygget Auning Transport op fra bunden, og det havde jeg ikke lyst til at slippe. Nu kan jeg udelukkende koncentrere mig om den daglige drift af firmaet. Det gør, at jeg både kan højne personaleplejen og privat være mere for min familie, sagde Brian Graff i foråret.

Uventet synergi

Torben Bach ser også stort potentiale i medejerskabet:

- Det er faktisk gået rigtigt rigtigt godt med en del synergier, som vi ikke havde set på forhånd. Skovbilerne kører også andet gods, og da vi har haft travlt i et godt stykke tid, har vi kunnet bruge nogle af disse biler til at hjælpe os med opgaverne. Det giver os en bedre belægning på bilerne.

Synergieffekter er der også på besparelser ved indkøb samt på den administrative side hos Auning Transport samt Bach & Pedersen Fragt, der i alt har 67 egne biler i driften. De fleste af mærkerne Mercedes-Benz, Volvo og Scania.

- Jeg har kun kendt Brian i cirka halvandet år, men vi er faldet godt i spænd og har meget ud af at sparre med hinanden. Også i Bach & Pedersen Fragts bestyrelse hvor Brian nu er med. Det er rigtigt godt, tilføjer Torben Bach, vognmand og administrerende direktør i Bach & Pedersen Fragt.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11