23948sdkhjf

DEBAT: De er fløjtende ligeglade

Jeg synes, det lyder dejligt, at ITD varetager interesserne for alle medlemmer - og ikke kun for dem, som har biler på udenlandske bekvemmelighedsplader.

Jeg synes derimod, det er ærgerligt, at ITD gentagne gange går ind for en svækket kontrol af udenlandske lastvogne og deres ageren i Danmark.

Nummerpladescanning er ganske effektivt - se bare på Toll Collect i Tyskland - og kunne være med til at sikre, at alle udenlandske husker at betale deres vignet. Det kunne også hjælpe til at afsløre/bevise ulovlig cabotage. Jeg er udmærket godt klar over, at dette fænomen ikke eksisterer i ITD's bevidsthed - men kig lidt ud over Padborg.

Her på Aarhus Havn tror jeg, at den udenlandske andel af containerbiler nu er over 50 % - så mange containere køres vel ikke til Hamborg - men belejligt at man så kan køre tre lange indenrigsture til spotpris - inden bilen igen skal dirigeres en tur til Flensborg. Dermed bliver der kun korte og præcisionskrævende ture tilbage til de danske vognmænd - som slet ikke kan matche dette prisniveau - og ikke kan holde en acceptabel omsætning på korte ture alene.

Venstre - Danmarks Liberale parti - er helt på linje med DI. Bare vi kan få billig transport, så er Danmark reddet. Jeg kan slet ikke forstå, at transportkøberne ikke stiller krav til ordentlige forhold for deres leverandører og underleverandører - omkring 2005 stillede alle transportkøbere krav til Miljøpolitikker, CSR-politikker, børnearbejde og meget, meget mere - i dag spørger de udelukkende til prisen. De er fløjtende ligeglade med, hvordan deres leverandører præsenterer sig ude hos kunderne, og om de kender færdselsregler og vægtgrænser. De er også ligeglade med, om de skal bo i bilen i mange måneder - stik imod gældende regler.

Nu ved jeg godt, at ikke alle bor i bilerne. Mange lever faktisk i tomme trailere og containere, især i weekenderne. Dette kan man ved selvsyn konstatere ved at besøge toldpladsen i Padborg en lørdag - eller Aarhus Havn, eller Fredericia Havn - eller ethvert trafikknudepunkt i Danmark. Kummerligt og ynkeligt - men sådan skal det være - man lader bare, som om man ikke ved det.

Det kunne være, at der skulle mere fokus på dette, så den bevidste forbruger kunne vælge leverandører med større viden om leverandørens politikker og attitude.

Sidste punkt er naturligvis Politiets totale mangel på effektiv kontrol. Vi ser dagligt masser af ulovligheder med udenlandske biler - og ikke blot cabotage-problemer. Mange af dem er jo ikke rigtige chauffører, men måske skolelærere, som søger et bedre liv. De aner åbenbart intet om akseltryk, totalvægt, farligt gods eller fødevareegenkontrolprogrammer. Hvis de gjorde, ville de ikke agere, som de gør i hverdagen. Jeg kan heller ikke forstå, at fødevaremyndighederne ikke griber ind over for de operatører, hvis chauffører holder fest i køletrailere/kølecontainere i weekenden. Man må formode, at disse ikke desinficeres igen efter festen. Sidste weekend så jeg mindst 25. De benyttede kulgrill inde i tomme trailere - heriblandt tomme køletrailere.

Nej, ITD må på banen og i dialog med samtlige myndigheder for at skabe ordentlige og tålelige forhold i dansk transport. Vi på gulvet må i gang med vores egen vendetta mod politikere og myndigheder, som trænger til at se verden og udfordringerne fra den anden side at skrivebordet.

Niels Juel Nielsen
Blomstervangen 56
8250  Egå

[add:467]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.44