Dygtigste elever bliver fundet til Åbent Hus
Lørdag den 21. november kl. 10-13 holder Center for Transport og Logistik åbent hus på Bastrupgårdvej 5 i Holstebro.
Landsdelens dygtigste lager- og chaufførelever skal blandt andet findes.
Lærlingene konkurrerer i fem discipliner inden for hvert område. Vinderne går videre til danmarksmesterskabet for transportlærlinge, som afholdes i Hvidovre d.21.maj 2016.
Mange præsentationer
De lokale lastbilforhandlere præsenterer deres nyeste køretøjer og opbygninger. En N84, fra dengang farfar var ung, er også på plads i den opvarmede hal.
Lokale samarbejdspartnere med deres flotte køretøjer, modulvogntog, blokvogn, kranbiler, komprimator og krog er også med. Forsvaret præsenterer en af deres tungvognstransporter, og lærlingene på Transport & Logistik viser egne køretøjer og udstyr frem.
Jysk-RC-truck kommer med fjernstyrede lastbiler og maskiner, og desuden er der udstilling af modelbiler, demonstration af hjertestarter, mm.
Det er også dagen, hvor der er mulighed for at høre mere om de mange AMU-uddannelser.
Vognmandsforening på plads
Endelig er der tema om Glæden ved arbejde i transportbranchen.
Vestjyllands Vognmandsforening ved formand Poul Jørgensen vil lave oplæg. Her vil der være mulighed for at kunne høre/diskutere de problemstillinger og udfordringer der gør, at det er et spændende erhverv at arbejde i.
[add:503]