Kan du køre på en halv flaske vin?
Hver tredje dansker undervurderer, hvor mange genstande, der er i en flaske vin.
De fleste har styr på, at en flaske øl er det samme som en genstand. Til gengæld undervurderer hver tredje dansker, hvor mange genstande, der er i en flaske vin. Det betyder, at de risikerer at køre spritkørsel uden at vide det.
Netop nu gennemfører Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner en landsdækkende spritkampagne.
En flaske vin indeholder 6-8 genstande afhængigt af alkoholprocenten. Men i en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden svarer hele 34 %, at der kun er mellem to og fem genstande i en flaske vin.
»Hvis folk drikker en halv flaske vin og tror, de stadig kan køre, så er det et kæmpe problem for trafiksikkerheden. De risikerer at køre spritkørsel uden at vide det og kan skade sig selv eller andre,« siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Undersøgelsen er lavet af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, og man har spurgt 3022 danskere, hvor mange genstande de tror, der er i en hel vinflaske på 12,5 %, og det viser sig altså, at hver tredje undervurderer mængden af alkohol.
Hele sommeren sætter Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden, kommunerne og politiet fokus på spritkørsel.
[add:468]