Fem foldedørstrailere til Ejby
Den fjerde ud af fem nye 2-akslede Kel-Berg-city-foldedørstrailere er netop leveret til Poul Pedersen Ejby ApS.
Traileren er opbygget på et chassis, som er opsvejst i I-profil, med stærke tværvanger og forstærkninger.
Akslerne er 2x10 tons BPW-aksler med tromlebremse og original BPW-luftaffjedring. Bremsesystemet er et 2-leder trykluft-mekanisk bremseanlæg med EBS og asbestfrie bremsebelægninger.
Styringen af den bageste aksel sker ved hjælp af et Tridec-stangsystem. Traileren er leveret med en kasse-opbygning, hvor der er to foldedøre i venstre side, som er delt op i fem segmenter, der kan foldes sammen.
Den er flot hvidlakeret med metalblå striber. Fordelen ved foldedøre er, at man kan laste fra siden. Bunden er af 28 mm hårdttræsplanker nedlagt i galvaniserede profiler, som er fastgjort med galvanierede skruer.
Derudover er der monteret en 2500 kg Zepro-lift med en 2000 mm liftplade, hvortil der er liftkontakt både ud- og indvendigt samt fjernbetjening. Traileren leveres med en sidemonteret liftaksel på første aksel.
Den nye city-foldedørstrailer er leveret af Anders Larsen fra Lastas.
I 1984 etablerede vognmand Poul Pedersen sit firma, Poul Pedersen Ejby ApS. Dengang startede han med kun én lastbil, og i dag råder han over 41 trækkende enheder.
Vognmand Poul Pedersen har specialiseret sig i landsdækkende natdistribution. Dette formindsker lageromkostningerne, da varerne ligger på bilerne og herfra leveres til ca. 650 kunder hver nat fordelt over hele landet.
[add:338]