Flot vogntog til Rødby
[pic:23196]Vognmand Ole Christensen i Rødby har netop fået leveret et nyt vogntog bestående af en DAF XF 510 FAR SS C AS -T og en 2-akslet Kel-Berg-dolly.
DAF’en er udstyret med en MX-13-motor, 6-cylindret, 12,9 liter, effekt 375 kW (510 hk), og den har AS Tronic, 12-trins automatisk gearkasse med direkte kobling.
Førerhuset er Super Space Cab med kofanger i galvaniseret stål, farvet glas og el-ruder, elektrisk opvarmede hovedspejle og vidvinkelspejle. Derudover er den udstyret med en aluminiumsbrændstoftank på 750 liter plus én på 620 liter, samt en AdBlue-tank på 90 liter.
Opbygningen i førerhuset er Rustica og er med indtræksfarve Earth, luftaffjedret Super Air-førersæde med høj ryg med justerbar skulderstøtte. Sæde med to varmeindstillinger mm.
Den nye Kel-Berg-dolly er opbygget på et chassis, som er opsvejst i I-profil med stærke tværvanger og forstærkninger. Akslerne er 2 x 9 tons SAF-aksler med skivebremser og original SAF-luftaffjedring.
Dobbeltkuglet drejekrans med lås, monteret med drejeskammel. Derudover er der hæve-/sænke-ventil, EBS-kabel , 2 stk. spiralluftslanger og 2 stk. spiral-7 polet ledninger, som er monteret foran drejeskammel til brug af trailer.
Det nye vogntog er leveret af Anders K. Larsen fra Lastas.
Oles Trucking er en vognmandsforretning, der ud over de daglige transportopgaver for Post Danmark også kører med specialopgaver for Ferrari - et weekendjob, som Ole påtog sig først på året 2007. Han kører rundt med Ferrari Danmarks specialbyggede trailer, som bl.a. har plads til 3 racerbiler.
Oles Trucking har en stor vognpark, som bl.a. beskæftiger sig med kørsel i Sverige og Finland, men også sydover til Belgien.
[add:466]
[add:338]