Parlamentet dumper Kommissionens liste
Onsdag har Europa-Parlamentet afvist et forslag til en forordning fra Kommissionen, fordi det mangler fokus på social dumping og ulovlig cabotage i vejtransporterhvervet.
Kommissionens forslag gik på at lave en liste og klassificering af alvorlige overtrædelser af EU-regler i transportbranchen. Listen inkluderer dog ikke ulovlig cabotagekørsel, hvorfor det for nylig blev afvist Transportudvalget – og denne beslutning blev altså onsdag understreget af Europa-Parlamentet, der nu har sendt Kommissionens forslag retur.
En af kritikerne af Kommissionens forslag er det danske medlem af Europa-Parlamentet Ole Christensen (S), som glæder sig over først Transportudvalgets og nu også parlamentets beslutning.
»Det er et ekstremt vigtigt signal fra Europa-Parlamentet. Vi har meldt klart ud, at Kommissionen har et ansvar for at komme med tiltag mod social dumping og ulovlig cabotage. Derfor må de tilbage til skrivebordene og komme med et bedre forslag, så indsatsen mod ulovlig cabotage og social dumping kan blive styrket,« siger Ole Christensen.
»Ulovlig cabotage udgør et enormt problem i transportbranchen og påvirker i høj grad sikkerheden på vejene i en negativ retning. Det er meget vigtigt, at det bliver inkluderet i Kommissionens udspil,« mener han.
Til fare for trafikken?
Formålet med kommissionens forordning er at etablere et fælles grundlag for medlemsstater til at kontrollere godt omdømme (vandelskravet), som transportoperatører skal være i besiddelse at for at have licens. Dette skal ske ved at have en kategorisering af alvorlige overtrædelser af EU-regler i vejtransporterhvervet. Blandt andet skal nationale myndigheder tage højde for listen af alvorlige overtrædelser, når de udfører kontrol.
For at få alle nuancer med, skal det siges, at Kommissionens mandat til at udarbejde ovenstående liste over alvorlige overtrædelser kun dækker dem, der er til skade for trafiksikkerheden. Det anfører Kommissionen officielt, at ulovlig cabotage ikke er, men den holdning er Europa-Parlamentet altså ikke enig i.
[add:338]