ITD: Rekord i grænsetrafik
Importen og eksporten med lastbiler har ligget på et historisk højt niveau i de første tre kvartaler af 2014. Det viser ITD’s grænsetælling.
5.047 lastbiler passerede hver dag grænserne i hver retning i årets tredje kvartal. Det er det højeste tal, der nogensinde er registreret for et tredje kvartal i de elleve år, ITD har lavet grænsetællinger.
»Vi taler gerne om varernes frie bevægelighed som en naturlig ting i EU. Men vi glemmer tit, at der jo skal transport til, før varerne bevæger sig nogen steder. Når grænsetrafikken stiger, er det et direkte udtryk for, at samhandlen mellem Danmark og nabolandene vokser, og det er selvfølgelig positivt,« siger ITD’s erhvervspolitiske chef, Nikolaj Stig Nielsen.
På EU-plan er det omkring 50 procent af varetransporten imellem landene, der foregår med lastbil.
Overhaler tyskerne
ITD holder også øje med nationaliteterne på de lastbiler, der kører ud og ind af Danmark. Her fører tyske lastbiler fortsat an, men flere af de østeuropæiske lande er i vækst – blandt andet Polen, Litauen, Bulgarien og Rumænien. Lægger man alle lastbilerne fra de østeuropæiske lande sammen, har de nu en større andel end de tyske lastbiler i den grænseoverskridende trafik ud og ind af Danmark.
De danske eksportlastbiler har stabiliseret sig på en samlet andel på 22 procent af grænsetrafikken. I starten af årtusindet havde de danske biler en andel på over 40 procent af den internationale godstrafik ud og ind af landet.
Siden er det især på ruterne sydpå, at de danske lastbiler er blevet udkonkurreret af lastbiler fra andre lande. Til gengæld har danske lastbiler gennem de senere år vundet terræn i Norge og Sverige. Det er baggrunden for, at den samlede andel for de danske lastbiler er så relativt stabil.
»Når det gælder ”det internationale farvand”, som godskørslen på tværs af EU-landene udgør, så er konkurrencen helt åben og jernhård. På dansk overenskomst koster en eksportchauffør over 50.000 kr. om måneden. Det er der lande, som kan gøre en del billigere, og derfor er det svært for danske lastbiler og chauffører at gøre sig gældende på eksportruterne syd for grænsen, og det er baggrunden for, at de udenlandske biler dominerer, når det gælder import og eksport af gods,« siger Nikolaj Stig Nielsen.
[add:38]