Øger fremkommeligheden og fjerner sorte pletter
Mindre vejprojekter over hele landet har haft stor betydning for trafiksikkerhed og fremkommelighed. Det viser ny rapport om Vejdirektoratets Rådighedspulje.
Fra 2007 til 2014 har Vejdirektoratet gennemført 154 mindre anlægsprojekter inden for trafiksikkerhed, fremkommelighed, cykelstier og trafiksaneringer.
Projekterne er nu blevet evalueret, og resultatet er tydeligt. Projekterne har haft en stor effekt for trafikanter og cyklister lokalt samt for trafiksikkerheden, og rejsetiden for mange pendlere er tilmed reduceret væsentligt.
Trafiksikkerhedsprojekterne udgør en væsentlig del af projekterne i Rådighedspuljen. I alt har 98 projekter bidraget til, at meget uheldsbelastede lokaliteter, de såkaldte sorte pletter, er blevet forbedret. Projekterne har ifølge Vejdirektoratets beregninger haft en så positiv effekt for trafiksikkerheden, at de samlet set tjener anlægsudgiften hjem på ca. 2,6 år.
Et eksempel på en sort plet, der er fjernet med midler fra Rådighedspuljen, er ved rampekrydset mellem Vardevej og "Messemotorvejen" ved Herning. I årene fra 2006 skete der et antal ulykker ved det sydlige motorvejsrampekryds på Vardevej. Fra 2006 til 2011 blev der registreret 15 uheld med blandt andet én dræbt og otte alvorligt tilskadekomne.
[add:466]