Mindeord om Mr. Cardan
Carsten Jørgensen, tidligere vognmand og stifter af Cardan Transport, gik bort 5. november i en alder af 65 år. Fra hans søn, Casper Rønn Jørgensen, har redaktionen modtaget disse mindeord:
Min fars interesse for lastbiler stammer fra hans farfar, som startede som vognmand i 1919.
Han starter selv Cardan Transport ApS i 1975, 25 år gammel, hvor han kørte glasfiberbåde fra Coronet til Grækenland. Han havde dengang tilnavnet Mr. Coronet.
Coronet ændrede under oliekrisen sin produktion til at lave møllevinger. I 1986 havde Cardan Transport otte biler og blev hver nat læsset ved Coronet, hvor vingeproduktionen krævede treholdsskift.
De gode år blev fulgt af en kæmpeeksport til USA, men det blev også senere den eksport, som satte en stopper for den gode tid. I 1986 gik handlen med USA helt i stå, og Coronet måtte opgive produktionen af vinger.
Banken krævede, at min far fulgte med og lukkede forretningen, om ikke andet for at redde egenkapitalen. Det nægtede han og solgte i stedet syv af sine otte lastbiler og betalte banken ud, og han var nu tilbage, hvor han startede 10 år tidligere.
Carsten Jørgensen startede forfra med kun én lastbil og kom godt videre takket være stædighed og god aftale med firmaet NEG Micon i Randers, som også bygger møllevinger. Her blev han en slags “husvogmand” og fik på den måde rettet firmaet op.
I 1992 måtte han ud og hyre andre vognmænd til hjælp, indtil han begyndte at få flere biler igen. Firmaet var i den efterfølgende periode blandt Danmarks hurtigst voksende virksomheder og blev lavet om til Cardan Transport A/S.
Min far var meget dedikeret til sit firma, og mange vil nok mene, at det var hans fjerde barn - som kom i første række. Alle blev uden undtagelse sat bag i køen, når det drejdede sig om lastbiler.
Han vidste altid alt om, hvad der rørte sig i firmaet, men også i vindmølleindustrien. Han havde f.eks. altid tal på, hvor mange dæk der var på vejen, og kunne alle nummerplader på hans biler og trailere i hovedet. Han havde stort set altid en eller anden form for historie til hver af sine mange trailere.
Han spillede en stor rolle i den udvikling, der var på mølletransporten, og stod bag mange tegninger, der var med til at effektivisere trailere, der transporterede møllevinger og mølletårne 1982-2003.
Januar 2003 fik min far to blodpropper i hjernen og var for syg til at fortsætte og var nødsaget til at give slip på Cardan Transport A/S - hans et og alt.
Dette tog hårdt på ham, og han valgte i 2007 at flytte permanent til Thailand, hvor han blev. Min far døde af et hjertetilfælde efter en måneds hård sygdom.
Mine søskende og jeg holdt en mindehøjtidlighed for ham. Her var der forhenværende Cardan-chauffører, der mødte op i Cardan T-shirts og jakker, fra dengang Cardan eksisterede. Der er desuden en mindeside på Facebook med over 100 medlemmer, som hedder “Til minde om Mr. Cardan”.
Æret være Carsten Jørgensens minde.
Casper Rønn Jørgensen
[add:38]