DEBAT: Fælles regler er lig fair konkurrence
ITD er godt klar over, hvor vigtige de følelsesmæssige forhold er, også når Rikke Lauritzen vælger at give sin holdning om tilstandene i transportbranchen til kende i Lastbil Magasinet.
I ITD vil vi gerne fremme følelsen af fremdrift og orden frem for vilkårlighed og angst. Ønsket om at skabe orden på fragtområdet har vi jo til fælles, men det er samtidig også vigtigt at have forståelse for, hvad det vil sige at drive en virksomhed i en branche, der til stadighed lever i skyggen af markedsudsving og økonomiske konjunktursvingninger. Det er nu engang transportvirksomhedernes lod i livet. Derfor handler det i mine øjne også om at skabe de bedste betingelser for de danske vognmænd og deres ansatte, hvad enten de kører nationalt eller internationalt.
For at vi sikrer den danske vognmand bedst muligt, så kræver det enkle, klare regler i Europa for godstransporten. Fælles regler er lig fair konkurrence og det skaber bedre markedsforhold på tværs af grænseskel. Sådan ser vi på det i ITD, og det er det mål, vi arbejder efter.
I ITDs optik når vi kun det mål ved at forholde os til fakta. Det er nemlig ud fra den faktuelle viden, vi har om markedet, at vi kan diskutere og fremme vores synspunkter politisk og bidrage til, at de politiske beslutninger er truffet ud fra fakta. Og tallene fra de respektive statistikker peger samme vej.
Vi ser ind i et indenrigsmarked, der klarer sig godt. De mørke skyer over Danmark er ikke så mørke endda. En vækst på det nationale marked de seneste fire år på 26 procent, er i mine øjne positivt. Der hvor den danske godstransportbranche har det svært, er på eksportkørslerne. Her gælder det indre markeds regler. Regler, som man er nødt til at forholde sig til, hvad enten man synes om det eller ej. Vilkårene, der konkurreres efter i det indre marked og som har eksisteret siden 1993, følger ikke den danske godskørselslov. At pålægge danske vognmænd at køre efter denne ude i Europa vil med garanti fjerne de danske vognmænds evne til at konkurrere i forhold til deres europæiske kollegaer, som kører efter EU's indre markeds regler.
Og tro mig, vi vinder ikke markedsandele ved at sidde på hænderne, og beklage os over andre. Det handler om at skabe gangbare løsninger for de danske transportvirksomheder og bygge bro til Danmarks eksportmarkeder, hvor vi hvert år eksporterer for mange milliarder kroner varer. Det er det, Danmark lever af og det der sikrer vores branche, vores arbejdspladser og medlemmer fortsat vækst. Vi skal derfor ikke hengemme os i skæbnesnak for den danske godstransport, men i stedet være stolte af, at vi holder hjulene i gang for Danmark.
Derfor er ITDs arbejde for fælles regler i Europa vigtigt. Det er det, der skal skabe effektive og professionelle rammer for vores medlemmer og deres ansatte.
Jacob Chr. Nielsen
Adm. direktør, ITD
Lyren 1
Padborg
[add:450]