Mike er Europas bedste til DAF
Fire måneder efter Mike Christensen fra Truckcenter A/S blev kåret til Danmarks bedste DAF-mekaniker, har han nu taget titlen som europamester – i konkurrence med 4500 kolleger fra 11 lande.
Det var David og Goliat om igen, da Mike Christensen fra Truckcenter A/S for nylig erobrede titlen som den dygtigste af Europas 4500 DAF-mekanikere. Det foregik igennem to dage på mærkets enorme fabrik i Eindhoven, Holland, hvor Mike Christensen i konkurrence med folk fra Europas største værksteder løste prøverne med forsvindende få fejl. Både prøverne på computeren og de otte praktiske reparationstests på tid.
»Det var lidt ligesom EM i ’92. Min værkfører og jeg tog derned for at hygge og have det sjovt, men kom hjem med pokalen. Mange af de andre var tydeligt nervøse og lagde et enormt forventningspres på sig selv. Men prøverne svarede egentlig til de problemstillinger, vi står overfor på værkstedet hver eneste dag, så det var bare at løse problemerne hurtigt og effektivt, som man nu plejer,« fortæller guldvinderen.
Kjeld Clausen, direktør for Truckcenter A/S, er meget stolt af medarbejderen, som han selv har udlært i sin tid som værkfører:
»Mike mestrer alle mekanikerfagets discipliner. Jeg er meget stolt af, at vores team har fostret en europamester,« siger Kjeld Clausen.
Mikes Christensens nærmeste leder, Allan Roth, heppede fra sidelinjen, da sejren blev hevet i land, og er ovenud begejstret.
»Det er supergodt gået. Mike var bestemt ikke oppe mod amatører, og der var hverken mulighed for at forberede sig eller nogen hjælp at hente. Det var udelukkende et spørgsmål om at kombinere sin viden og sine kvalifikationer for hurtig og effektiv problemløsning. Mange var imponerede over den måde, Mike tacklede det hele på,« forklarer værkføreren, der melder om rødglødende telefoner efter sejren.
»Vi har modtaget tonsvis af lykønskninger på telefon, mail og Facebook, og jeg tror da også, at vi får nye kunder på den konto,« siger han.
Mike Christensen er bosiddende i Lintrup og tilknyttet Truckcenter A/S’ værksteder i Padborg og Hjøllund.
Præmien, et rejsegavekort på 6000 euro, skal bruges til en bilferie på Island med familien.
[add:338]