Finanslov skuffer ITD
Næste års finanslov mellem regeringen og SF og Enhedslisten har bl.a. fokus på social dumping og snyd i transportbranchen.
Aftalen imponerer ikke ITD, der savner nye vækstskabende tiltag for transporterhvervet.
»Gode forhold for chauffører og vognmænd på de danske og internationale veje er helt centralt for at kunne drive en moderne og seriøs transportvirksomhed. Men vi mangler de fremadrettede og løsningsorienterede initiativer i denne finanslov,« siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD.
»Den finanslov, som aftaleparterne i dag har fremlagt, indeholder på vejtransportens område et massivt fokus på social dumping. Spørgsmålet, der står tilbage er, hvor meget nyskabende er der egentligt i aftalen på denne front.«
Åben dør sparkes ind
»En bebudet præcisering af godskørselsloven svarer til at sparke en åben dør ind, hvis vi skal holde os i symbolikkens verden. Reglerne er allerede sådan, at vikarer, der kører i Danmark, skal have en løn, der svarer til dansk overenskomst. Derfor opfatter vi denne ændring mest som valgkampsbuldren. En mulig indskærpelse af, at chauffører skal være ansat i samme selskab, som lastbilen er indregistreret i, lyder til gengæld problematisk og umiddelbart som stridende imod EU’s regler. Her afventer vi med interesse mere konkrete beskrivelser,« siger Jacob Chr. Nielsen.
Regeringen og de andre aftalepartnere vælger endnu engang at øge kontrolindsatsen i forhold til udenlandske lastbilers cabotagekørsel. I de senere år har denne indsats gradvist været øget, men politiet finder kun overtrædelser i 3-4 procent af de kontrollerede køretøjer. Heraf drejer langt de fleste sig om fejl i papirer.
»Generelt fyger det gennem luften med beskyldninger mod erhvervet om fiflerier og snyd. Særligt imod udlændinge, som jo er nemmest at skyde på. Vi er varme tilhængere af en effektiv kontrol. Men man skal passe meget på med at mistænkeliggøre og kriminalisere et erhverv som godstransportsektoren ud fra følelser og fornemmelser. Det kommer der sjældent effektive løsninger ud af,« siger Jacob Chr. Nielsen.
[add:352]