Rapport: Mangelfulde regler skævvrider konkurrencen
Den internationale trafik med lastbiler på tværs af EU’s lande er for længst givet fuldstændigt fri. Men de fælles regelsæt, som transportvirksomhederne er underlagt, understøtter ikke et ensartet marked med klare forhold for udøverne.
Markedsreglerne mangler indbyrdes sammenhæng, og de fortolkes og håndhæves forskelligt i de 28 EU lande. Det giver muligheder for, at vognmænd og transportører kan shoppe rundt og indrette sig med kreative selskabskonstruktioner i forskellige lande, og det sætter den fair konkurrence på hårde prøver.
Sådan lyder beskrivelsen i en helt frisk rapport, som Europaparlamentets direktorat for konsekvensanalyse netop har færdiggjort. Rapporten fremlægges på mandag for parlamentets transportudvalg.
Skarp, men realistisk
»Rapporten er skarp, men også realistisk, når det gælder vejtransporten. Rammerne omkring det indre marked for lastbiltransport mangler harmonisering og indre sammenhæng. Det er nødvendigt at styrke det fælles regelgrundlag for de virksomheder, der opererer på tværs af EU, før vi tænker i yderligere åbninger af markedet i form af eksempelvis friere cabotageregler. Det svarer nøjagtigt til den grundholdning, som ITD længe har styret efter,« siger erhvervspolitisk chef Nikolaj Stig Nielsen fra ITD.
»Det skal ikke være de transportvirksomheder, som har de bedste jurister og mest kreative revisorer, der vinder. Alle i branchen tørster efter klare og enkle regler, så transportvirksomhederne kan koncentrere sig om det, de er gode til, nemlig at finde effektive måder at få godset frem på,« siger Nikolaj Stig Nielsen.
Gevinster ved liberalisering
Ifølge rapporten er der store økonomiske gevinster forbundet med en total liberalisering af det europæiske transportmarked. Fra 2015 til 2035 vil EU samlet kunne hente en økonomisk gevinst på mellem 50 og 90 mia. euro ved en fuld liberalisering af det europæiske vejtransportmarked.
»Det er gevinster, som ingen af os kan tillade sig at negligere. Men det er helt klart, at vi skal styrke den sociale dimension af markedet, før vi er klar til at tage de næste skridt,« siger Nikolaj Stig Nielsen.
[add:452]