Kvindelig cyklist alvorligt kvæstet
En kvindelig cyklist blev kvæstet, da hun mandag eftermiddag blev ramt af en stor skiltemast med tre vejskilte i Bagsværd. Det bekræfter Nordsjællands Politi til B.T.
Ifølge et øjenvidne, som avisen har talt med, kom kvinden cyklende, samtidig med at en lastbil kom kørende med en kran, der ikke var slået ned. Kranen ramte skiltemasten, der væltede og ramte kvinden i hovedet.
Efter førstehjælp på stedet blev kvinden kørt med politieskorte til behandling på Rigshospitalet.
Politiet kunne sidst på eftermiddagen mandag endnu ikke udtale sig om kvindens tilstand.