Fartkontroller hele ugen
Hele denne uge vil politiet sætte ind med landsdækkende og målrettede fartkontroller, da for høj fart hvert år er skyld i mange alvorlige trafikulykker med dræbte og kvæstede.
Samtidig opfordres bilisterne til at lette foden fra speederen, når Rådet for Sikker Trafik, kommunerne og benzinselskabet Q8 sætter gang i den landsdækkende kampagne ”Sænk farten – en lille smule betyder en hel del” i de kommende tre uger.
»Det er en klar sammenhæng mellem hastigheden på vejene og antallet af alvorlige trafikulykker. Selv en lille hastighedsoverskridelse kan betyde, at man ikke når at bremse eller undvige, hvis der kommer en bil, cyklist eller barn ud fra en sidevej,« siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Mere fartkontrol på vej
For at få flere til at sænke farten på vejene, vil der fra 2015 blive mere fartkontrol, når der bliver sendt nye fotovogne ud til politikredsene, så det samlede antal fotovogne når op på cirka 100. De skal blandt andet sættes ind på de strækninger, hvor der sker mange fartulykker.
Halvdelen af dødsulykkerne på vejene kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt hastighedsgrænsen eller kørt med en hastighed, der var afpasset forholdene.
[add:450]