Nye folk til innovationscenter
ITD’s innovationscenter (ILT) har nu ansat sine første to medarbejdere, der skal bidrage til at få centeret godt fra start.
»Vi ønsker, at vores nye innovationscenter bliver omdrejningspunktet og drivkraft for viden og udvikling i branchen. Centret skal bidrage til at vise branchens styrker og skal samtidig understøtte udviklingen af de danske transportvirksomheders konkurrencekraft. Jeg glæder mig derfor over, at vi nu får to nye entusiastiske kolleger med på holdet,« siger Poul Bruun, som er direktør for ILT.
René Schach tiltræder den 3. november som innovationskonsulent. Rene har bl.a. arbejdet i Danfoss' distributionscenter, hvor han stod for globale fragtindkøb og udvikling af logistikservice. Siden 2011 har han været ansat i vejgodstransportbranchen.
Desuden har ILT ansat Jeanet Stabel Schmidt som innovationscenterets praktiske og administrative tovholder, der ligeledes tiltræder den 3. november. Hun kommer fra ENVOgroup i Aabenraa, hvor hun bl.a. har stået for salget af LED-lysprodukter. Jeanet har desuden været grafisk tegner og værkfører hos en række Padborg-virksomheder, der beskæftiger sig med reklamer og skilte på lastbiler.
ITD’s generalforsamling har sat seks mio. kroner af over de kommende tre år til etableringen af innovationscenteret. Formålet er at indsamle viden og drive store og små innovationsprojekter til gavn for branchens videre udvikling.
[add:449]