Falstersk vognmand ny leder hos Euromaster Maribo
10. oktober tiltræder Charsten Westlund Hansen som ny centerleder hos Euromasters dæk- og autoservicecenter i Maribo.
Den 58-årige falstring har 15 års erfaring som vognmand, og som tidligere ejer af et transportfirma med over 30 ansatte ved han alt om dæk til lastbiler og entreprenørmaskiner.
»Jeg har længe haft et ønske om at arbejde med dæk. Det bliver spændende at komme i gang med de store udfordringer, der ligger forude. Det her er noget, jeg virkelig har lyst til, og jeg glæder mig særligt til igen at have personaleansvar,« siger han.
Satser på Femern Bælt
Charsten Westlund Hansens største udfordring og mulighed bliver at udnytte det forretningsmæssige potentiale i de mange hundrede lastbiler og entreprenørmaskiner, der i de næste mange år vil få deres daglige virke på sydsiden af Lolland i konstruktionen af den nye tunnelforbindelse til Tyskland.
»Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet omkring Femern Bælt-forbindelsen. Vi laver simpelthen et midlertidigt dækcenter lige ved den store byggeplads i Rødbyhavn for at kunne levere den bedste service og få fat i de mange kunder. Det er jo en enestående mulighed for at hverve en masse nye kunder,« siger Charsten Westlund Hansen.
Afsked med John
Charsten Westlund Hansen bliver officielt budt velkommen i Euromaster ved en reception i dæk- og autoservicecentret i Maribo fredag den 10. oktober.
Klokken 14.00 til 16.00 bliver der serveret lidt godt til ganen, og alle interesserede kan møde op og hilse på den nye centerleder.
Ved samme lejlighed er der mulighed for at sige farvel til John Langhoff Hansen, der efter 37 års tjeneste ved Euromaster i Maribo takker af som centerleder.
[add:463]