23948sdkhjf

DTL bekymret over RUT-rygter

DTL er bekymret over forlydender i pressen, der lader vide, at den danske kandidat til konkurrencekommissærposten, Margrethe Vestager, lufter tvivl om, hvorvidt danske foranstaltninger mod social dumping er gået for langt.

Her peges blandt andet på det meget omdiskuterede RUT-register – Registeret for Udenlandske Tjenesteydere – som noget, der kan være i farezonen ved en kommende henvendelse fra EU’s konkurrencemyndigheder.

Udenlandske virksomheder skal i dag anmelde sig i RUT, hvis de udfører midlertidigt arbejde i Danmark. På transportområdet gælder RUT-registret kun ved den såkaldte kombinerede transport – altså fx træk af containere til og fra en havn, hvor containerne kommer fra eller udskibes til EU-lande. Cabotagekørsel er til gengæld ikke omfattet.

Varsler ilde

»Den blotte tanke om at pille ved RUT-registret varsler ilde for mulighederne for, at der kan komme de tiltag på transportområdet, der er så hårdt brug for. Netop transport har den særegenskab, at der er tale om mobile produktionsapparater på vejene og ikke afgrænsede bygninger, marker eller byggepladser, hvor myndighederne kan banke på,« siger DTL-direktør Erik Østergaard.

DTL ser hele regelværket bag ved den kombinerede transport som en åben ladeport til at omgå cabotagereglerne – på linje med den såkaldte ”big cabotage”, hvor cabotagetransporterne udføres systematisk på kanten af reglerne:

»Reglerne for kombineret transport har været at fjerne noget lastbiltransport fra vejene igennem Europa, hvor godset lige så vel kunne sejles og køres på jernbane. Det har aldrig været meningen, at udlændinge skulle være fast stationerede i et andet land på deres helt egne vilkår. Derfor er RUT stadig vigtig på dette område, indtil reglerne for kombi-transport forhåbentlig revideres,« siger Erik Østergaard.

[add:38]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063