DEBAT: Et fælles ansvar
De positive tilbagemeldinger fra vognmænd, der er helt enige i min, og mange andres, afstandstagen fra snyd med køre- og hviletidsreglerne, bekræfter mig i, at transporterhvervet består af gode og ansvarsbevidste folk. Det er en vigtig forudsætning for, at vi kan få en branche, hvor svindel hører fortiden til.
Men for at nå dertil kræver det også politisk handling, det er jeg helt enig i. Det er grunden til, at jeg selvfølgelig deltog i debatten omkring snyderne. Og det er grunden til, at vi i Venstre handler på sagen.
I Venstre ønsker vi tiltag, der kan sikre, at reglerne bliver overholdt. Derfor arbejder vi med en model for vejkontrol i Danmark inspireret af det tyske BAG. For hvis der ikke er kontrol af vejene i det rette omfang, så bliver incitamentet til at snyde større og antallet af svindlere, der pågribes, færre.
Samtidigt skal der slås hårdt ned på vognmænd, der bryder reglerne. For det skal selvfølgelig ikke kunne betale sig at snyde. Med dette udgangspunkt rejste Venstres transportordfører straks sagen over for Justitsministeren for at skabe ændringer.
Reglerne er til for at sikre gode arbejdsvilkår for vognmænd og trafiksikkerhed for danske trafikanter. I fremtiden skal svindel med køre- og hviletiden høre fortiden til.
Det kræver, at transportbranchens folk lever op til deres ansvar, samt at vi politikere skaber de rigtige rammer, regler og incitamenter. Det vil jeg fortsat arbejde for ved både at deltage i debatten og handle i de politiske fora.
Flemming Damgaard Larsen
Folketingsmedlem for Venstre
Næstformand for Transportudvalget
[add:450]