DEBAT: Snyd skaber unfair konkurrence og ringere trafiksikkerhed
De seneste dage har vi hørt eksempler på danske vognmænd, der omgår køre- og hviletidsreglerne med fusk og fikse anordninger. Det er ulovlig svindel, som ikke hører nogen steder hjemme. Vognmændene manipulerer med målingen af køretiden, så de på ulovlig vis kan køre i døgndrift uden pause, og det er dybt konkurrenceforvridende. Svindlen skaber altså unfair konkurrence og går ud over de vognmænd, som hver dag gør deres job inden for lovens rammer. De rammes af de vognmænd, der bruger ufine metoder.
Vognmænds bevidste snyd rammer ikke kun kolleger i transportbranchen. For efter alt for mange timer i træk bag rattet i en tonstung lastbil udsættes både den trætte chauffør og alle andre trafikanter for en uacceptabel risiko. Svindlen går altså ud over os alle sammen, når vognmænd tilsidesætter trafiksikkerheden til fordel for egen vinding.
Det er fuldstændig forkasteligt. Derfor skal vi sætte hårdt mod hårdt og stoppe svindlerne. Det skal ske politisk og i samarbejde med transportbranchen, som jeg med stor tilfredshed erfarer, tager afstand fra lovbruddene.
Jeg ved godt, at konkurrencen i transportbranchen er hård. Men det berettiger absolut ikke, under nogen omstændigheder, til at snyde. Vi skal have fair konkurrence og sikkerhed på vejene. Derfor skal vi sætte en stopper for svindel og humbug.
Flemming Damgaard Larsen
Folketingsmedlem for Venstre
Næstformand i Transportudvalget
[add:450]