23948sdkhjf

Lastbil henter sit eget brændstof

Renovationsselskabet ESØ i Tarm har netop fået leveret et miljøvenligt vogntog med gasmotor, der skal køre på biogas fra det affald, som virksomheden selv indsamler i Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner.

ESØ’s nye biogaslastbil er en Scania P 340, der skal bruges til indsamling af affald og genbrugsmaterialer fra de ca. 110.000 borgere og 4.000 virksomheder i de to vestjyske kommuner. Noget af affaldet kan på sigt indgå som råvare i et lokalt biogasanlæg i Tarm og forsyne kommunens køretøjer med miljøvenligt brændstof.

»Vi tror på gas som brændstof i alle vores køretøjer, og vi har investeret i det nye Scania-vogntog for at få vores egne erfaringer med gasdrift i tunge køretøjer. Vi har allerede flere renovationskøretøjer i drift hos en underentreprenør, og det tegner godt,« fortæller direktør Tommy Falk-Petersen fra ESØ i Tarm.

Den nye Scania-gaslastbil er opbygget med kran og tippelad samt tilkoblet en kærre, så vogntogsvægten kan nå op over 40 tons med fuldt læs. Det er usædvanligt med så store køretøjer med gasmotor, men hos ESØ er der ingen nervøsitet at spore.

»Vores erfaringer med gas som brændstof er positive. Der kan være en udfordring, hvad angår brændstofomkostningerne i forhold til beskatning mv., men det er vores ambition at operere vores gaskøretøjer på kommercielle vilkår,« fastslår Tommy Falk-Petersen.

Den nye Scania har som de øvrige gaskøretøjer i det vestjyske adgang til naturgasselskabet HNM’s gasfyldestation i Tarm, der leverer en blanding af 25 % biogas og 75 % naturgas fra standerne. Biogassen leveres af HMN, som bl.a. køber biogas fra Fredericia, men det er planen, at et lokalt biogasanlæg skal forsyne køretøjerne med op til 100 % ren biogas.

Fakta om ESØ’s nye biogaslastbil:

Type: Scania P 340 LB6x2*4HNB Motor: 9-liters 5-cyl. motor til kørsel på naturgas/biogas

Max. effekt: 340 hk, 1.600 Nm, overholder nyeste Euro 6 miljønorm

Gearkasse: 6-trins automatgear med bremseretarder

Førerhus: Mellemlangt CP16 med lav indstigning

Gastanke: 8x80 liter kulfiber tryktanke til 128 m3 komprimeret gas v. 200 bar

Scania’en er leveret af salgskonsulent Ole Kristiansen fra Scania i Esbjerg.

Opbygning: Palfinger PK27001 kran med flasketømningsaggregat, 7 meter tippeladskasse på 41 m3 samt 2-akslet 18 tons kærre med 7 meter tippeladskasse på 44 m3.

Opbygningen er leveret af KLC i Kolding.

[add:38]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062