Stadig meget at hente på dieselforbruget
Spørger man beslutningstagere i den danske transportbranche om deres syn på brændstof, er der bred enighed om en ting: Dieselen udgør en stor post på driftsbudgettet, og forbruget kan med fordel begrænses.
Alligevel tyder det på, at mange transportører mangler at høste brændstofgevinsterne. I hvert fald viser en rundspørge fra Shell og ITD, at hele 62 pct. af de adspurgte beslutningstagere, trods flere års krise og pres på forretningen, fortsat ser store muligheder for at reducere deres brændstofomkostninger.
»Set med positive briller, så viser rundspørgen, at der er en stor interesse for brændstof og en udbredt viden om, at dieselen er et sted, hvor der er penge at spare. Men noget kunne tyde på, at det halter med at få gjort noget ved det – måske fordi mange mangler de nødvendige kompetencer i mange virksomheder,« siger Line Edlefsen, marketing manager i Dansk Shell.
De små mangler kompetencer
I rundspørgen svarer ni ud af 10, at brændstoffet er et område, hvor der er besparelser at hente. Flest blandt de største transportører (+13 lastbiler over 12 tons). Det er ligeledes blandt de største transportvirksomheder, at flest mener, de har evnerne til at realisere brændstofbesparelser.
Rundspørgen viser nemlig, at især de mindre transportører savner nødvendige kompetencer til at reducere forbruget.
»Det er typisk de største virksomheder, der arbejder målrettet med brændstofbesparelser og også her, at flest vurderer, at de selv evner at reducere deres forbrug. Faktum er dog, at de små og mellemstore transportører har samme muligheder for at reducere brændstofforbruget, som de store. Her viser vores erfaringer, at f.eks. træning af chauffører, valg af brændstof og detaljeret overvågning af forbruget i virksomhedens biler kan spare så meget som 10-15 pct.,« forklarer Line Edlefsen.
Mister små gevinster
Shell og ITD har også spurgt ind til, hvad der er afgørende for transportørernes valg af dieselleverandør. Her svarer godt tre ud af fire, at literprisen er afgørende for deres valg. Alligevel mener flere end hver tredje, at der er forskel på egenskaberne i de forskellige selskabers dieselprodukter. I rundspørgen svarer 27 pct., at de mener, der er diesel på markedet, som giver flere kilometer ud af en optankning. Alligevel vælger kun 7,5 pct. leverandør ud fra overvejelser om dieselkvalitet.
»Selvom mere end hver fjerde anerkender, at vi f.eks. med Shell FuelSave Diesel har et produkt, der giver ekstra kilometer ud af hver tank, er literprisen stadig afgørende for valg af olieselskab. Dermed risikerer transportørerne både at misse de små gevinster, der ligger i dieselen, men også de største gevinster, som ligger i en målrettet indsats med at spare brændstof i dagligdagen,« siger Line Edlefsen.
Det er analysevirksomheden Userneeds, der på vegne af Shell og ITD har lavet rundspørgen blandt beslutningstagere i transportbranchen. I alt deltager 67 personer med ansvar for daglig drift, flåde eller økonomi i undersøgelsen.
[add:450]