Dansk premiere på ny mobilkran
UN Mobilkraner i Sorring ved Silkeborg har fået forhandlingen i Danmark og Sverige på Italienske Cormidis KB23-lift/kran. Den lille multifunktionelle maskine sætter larvebåndene på dansk jord, når UN Mobilkraner inviterer til demonstration og Åbent Hus fredag 26. september.
Den fleksible lift/kran kan anvendes f.eks. indendørs i bygninger samt under broer og andre trange forhold.
Åbent hus
Alle interesserede er velkomne til at opleve en professionel demonstration af Cormidi KB23 fredag 26. september kl. 10.00-18.00 på Ternevej 2-4, 8641 Sorring.
UN Mobilkraner holder åbent hus i anledning af indvielsen af nye værksteds- og kontorfaciliteter på i alt 1300 m2. På dagen vil der være lidt godt til ganen, en demostand fra Orlaco-kamerasystemer samt fremvisning af forskellige krantyper fra Grove, Sennebogen og den nye Cormidi KB23, som i anledning af danmarkspremieren præsenteres af repræsentanter fra Cormidis fabrik.
Familien Cormidi fremstiller intelligente mini lifte/kraner med special-software, som gør det muligt for fabrikken at etablere kontakt til den enkelte maskine og aflæse dens tekniske data samt opdatere maskinen.
Cormidi KB23 er multifunktionel med arbejdskurv, kran og arbejdsplatform i ét. Som platform har Cormidi KB23 en rækkevidde på 22,30 m i højden samt 11,75 m radius, mens kranen kan løfte op til 995 kg med en maximal løftehøjde på 19 m. Skal maskinen benyttes indendørs, kan den leveres med hvide larvebånd, så den ikke sætter mærker på underlaget.
[add:461]