ALPI opfører nyt logistikcenter
ALPI har købt et areal på mere end 150.000 kvm ved Hammerum, øst for Herning, og i løbet af 2015 vil ALPI samle deres midtjyske terminaler og lagre på denne matrikel.
»ALPI har gennem flere år vækstet både på antal medarbejdere og areal. I dag er aktiviteterne fordelt på tre forskellige adresser i Lind, syd for Herning. Det er ikke optimalt, men det har været den naturlige konsekvens af den stærkt stigende godsmængde og tilgang af lagerkunder. Vi mangler plads i Lind, og har ikke mulighed for at udvide, hvor vi bor i dag. Vi får i Hammerum en unik placering ud til motorvejen med motorvejs til- og frakørslen, således vi er tæt på Herning og lige i hjertet af det midt- og vestjyske motorvejsnet,« fortæller Niels Arne Markussen, adm. direktør hos ALPI.
Åbne marker
Efter fem år i Herning flyttede speditionsfirmaet i 1997 til den nuværende lokation i Lind. 1300 kvm lager og kontor - samt syv medarbejdere var dengang rammen.
I dag beskæftiger ALPI alene i Lind over 100 medarbejdere på de 20.000 kvm kontor, terminaler og lagre.
»Tilbage i 1997 var ALPI naboer til åbne marker - i dag er naboen et større villakvarter. Lastbiler er støjende, og vækst hos os medfører flere lastbiler og dermed mere støj. Så også i det perspektiv er en flytning til Hammerum en konstruktiv løsning. Ja, og så starter vi på ny på en åben mark,« siger Niels Arne Markussen.
ALPIs afdelinger i Greve, Odense og Aarhus forsætter som hidtil.
[add:338]
[add:352]