Chaufførkurser gavner økonomien
Der er ikke mange almindelige bilister, som klapper i hænderne, hvis de kører 4,12 kilometer på en liter brændstof, men hos Nobina Næstved, som kører en stor del af by- og landbusserne i området, er der stor tilfredshed. Efter et nyt kursus på EUC Sjælland er forbruget nemlig sænket mærkbart.
Nobina Næstved er i forvejen er kendt som et af Sjællands mest miljørigtige busselskaber og har det særlige ISO 14001 miljøcertificering. Driftsleder Dragan Mikulovic ønskede dog at gøre det endnu bedre og fik sammen med EUC Sjælland og firmaet EcoDriver lavet et helt nyt kursusforløb.
Forløbet strækker sig over 10 uger, hvor man som chauffør er på kursus en dag om ugen. Det lyder måske som lang tid, men det er der en helt speciel grund til ifølge uddannelseschef på EUC Sjælland Michael Elbo:
»Med det her kursus lærer man ikke bare nogle få teknikker, man ændrer simpelthen vaner – og det tager tid. Nogen har jo været chauffører i 20 år, og så laver man ikke bare lige om på sin måde at køre på,« konstaterer han.
»Det er faktisk også muligt at bestille kortere kursusmodeller, som ligner det her kursus - eller som er tilrettet lastbilkørsel,« forklarer Michael Elbo.
Når man sætter fokus på kundevenlig kørsel, som kurset gør både med kundeservice, stresshåndtering og køretekniske forhold, så sker der mange ting. For nogle medarbejdere betød det til at starte med dårligere brændstoføkonomi, end de plejer, men nu hvor man er halvvejs i forløbet, er driftslederen på Nobina allerede rigtig glad.
»Vi har på bare fem uger nedsat vores brændstofforbrug med 6,5 % i forhold til samme tidspunkt sidste år,« fortæller han.
Selve kursusforløbet er ikke det eneste som foregår på en ny måde, selve undervisningen er ganske anderledes end andre kurser. For eksempel kører chaufførerne i de busser, som de plejer at køre i. Det betyder, at det, de lærer, det er let at bruge, når de er på arbejde. Derudover bliver køreturene på kurset filmet. Både ude på vejen og på bussens instrumentbræt. Det bliver sammenholdt med det system, som registrerer bussens brændstofforbrug, accelerationer og krængninger. Hver chauffør kan så se sin film, parallelt med sine kollegers, så der går også lidt konkurrence i at være dygtigst og blive endnu bedre.
EUC Sjælland er selvfølgelig igen i år med på Transport Øst.
Transport Øst afholdes på Ventrupparken 12 i Greve i weekenden 6.-7. september. Åbningstiderne er lørdag 10-17 og søndag 10-15. Entré kr. 50, børn under 12 gratis ifølge med en voksen. Fribilletter kan fås hos udstillerne eller printes fra transportøst.dk.
Transport Øst bliver officielt åbnet lørdag 10.30 v/direktør Jacob Chr. Nielsen, ITD, samt borgmester Pernille Beckmann, Greve Kommune.
[add:449]