23948sdkhjf

Låsby Vognmandsforretning fylder 100 år

Låsby Vognmandsforretning blev grundlagt i 1914 - året kender vi, men den præcise dato er ikke nedfældet. Vognmandsforretningen bliver i dag kørt af Flemming Petersen, fjerde generation efter grundlæggeren Anton Petersen. Jubilæet fejres med en reception 12. september.

Men først lidt om historien:

Anton Petersen bliver født den 8. marts 1868 i Sønderjylland, som dengang hører under Tyskland op til Kongeåen. Han bliver forældreløs, da han er otte år, og kommer ud på en gård hos en god familie. Anton udvandrer i 1887 til USA med skib fra Esbjerg for at slippe for at blive tysk soldat.

I USA møder han Louise fra Samsø. De bliver gift i Iowa 1899, men beslutter at rejse tilbage til Danmark 1890. De får syv børn, hvoraf to af drengene, Viggo og Ove, går ind i vognmandsbranchen.

Anton forsøger sig først med et bryggeri i Låsby, men 1. Verdenskrig gør, at han i 1914 ændrer kurs og starter en vognmandsrute til Århus med husdyr.

Viggo Petersen, født 1. september 1918, overtager Låsby Vognmandsforretning i 1937. Ove Petersen starter vognmandsforretning i Galten.

Smør og brunkul

[pic:22354]Viggo er en driftig mand, så han ekspanderer vognmandsforretningen ved at starte med smørruter for mejerier og kører med brunkul til FDB og Midtkraft i Århus. Derudover står han for vinterbekæmpelse i Låsby Sogn og for Skanderborg Amt og har egen grusgrav i både Hårup og Sminge.

Viggo bliver gift med Edel, og de får to børn, Lena og Fritz. Sammen driver de Låsby Vognmandsforretning.

Helt fra starten i 1914 og til sidst i 60’erne bor de ansatte på værelser over garagen på Nørregade 7 i Låsby. Om morgenen spiser alle i det store køkken i stuehuset, og med en madpakke i hånden er det af sted - for igen om aftenen at samles til aftensmad i køkkenet og nyde godt af Edels kogekunst.

Fritz tager over

Efter Viggos tidlige død i 1955 fortsætter Edel i køkkenet, og sønnen Fritz bliver en del af vognmandsforretningen. Fritz er kun 17 år, men det siges, at han kørte lastbil allerede dengang.

Fritz gifter sig med sin Ulla i 1959, og de får to drenge, Flemming og Per.

I 1972 overtager Fritz vognmandsforretningen efter sin mor, Edel, og der bliver satset på entreprenørkørsel med en del indlejede vognmænd. Det kræver arbejde ved telefonen, her træder Ulla til, og fremover bliver det hende, der styrer kontoret.

Byggeriets op- og nedture giver ustabilitet, og derfor satses der mere på fragt- og firmakørsel. Asfalt- og vinterbekæmpelse forbliver stadig en del af forretningen.

Mere fragtkørsel

Vognmandsforretningen vokser, og i 1976 bliver der købt jord i det nye industrikvarter i Låsby, Ole Rømers vej 9, hvor en garage står færdig i 1977. Nørregade 7 fraflyttes, da det er blevet alt for småt til tidens store lastbiler.

I 1981 bliver de to fragtcentraler i Århus lagt sammen, og det bliver starten på opkøbet af flere fragtruter til Låsby Vognmandsforretning. Det gør, at først starter sønnen Flemming med at køre i forretningen og senere også sønnen Per.

1989 købes ruten Ry-Brædstrup-Århus, og Flemming køber halvpart i vognmandsforretningen.

Vognparken tæller nu 10 biler, der betjener fragtruterne flere gange dagligt. Ulla styrer stadig kontoret, men nu også med hjælp af Fritz og en kontordame.

Drosler ned til tre biler

[pic:22356]I 2006 overtager Flemming Petersen sidste halvdel af forretningen, der nu bliver omdannet til et A/S og får adresse på Ole Rømers vej 9.

En omlægning og en rationalisering af systemerne i Danske fragtmænd A/S gør at Låsby Vognmandsforretning i 2008 frasælger de syv lastbiler, der betjener fragtmandsdelen, og vælger at have tre biler, der kører firmakørsel og asfalt.

100 års jubilæet bliver fejret med en garage-reception fredag 12. september kl. 15-18 på Ole Rømers vej 9 for familie og venner, samt kollegaer og samarbejdspartnere.

[add:352]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062