Hydra-Comp styrker salget
Hydraulikvirksomheden Hydra-Comp A/S i Skive, der i juni måned fik tildelt DS Håndværk & Industri´s erhvervspris ”Den Gyldne Ambolt”, har ansat Johnny Lund som salgskonsulent. Ansættelsen skal blandt andet sikre et øget fokus på transportbranchen.
Firmaets nye mand har en bred baggrund inden for netop lastbilsegmentet. Han kommer fra en lignende stilling hos AHS Parts-Atlas Hydraulik Service, og har tidligere været servicechef hos Lastas. En profil med de kompetencer har længe været på ønskelisten hos direktør Jørgen Jacobsen.
»Vi vil være mere synlige i transportsektoren. Vi har et attraktivt program i for eksempel tipcylindre, ventiler og stempelpumper, og det skal vi for alvor til at gøre opmærksom på. Vores markedsandel kan blive betydeligt større,« siger direktøren og tilføjer, at Johnny Lund også kommer til at beskæftige sig med eksportsalg. I første omgang primært på det svenske marked.
[pic:22313]»Vi øger vores salg på eksportsiden år for år. I de første 6 måneder af 2014 er vi tæt på at have omsat for det samme som hele sidste år i både Norge, Sverige og Tyskland. Det går pænt fremad, og med tilknytningen af Johnny forventer vi yderligere vækst i landene omkring os,« siger Jørgen Jacobsen.
Den nyansatte salgskonsulent har allerede været på sin første tur til Sverige.
»Der sker virkelig noget, og jeg får talt med særdeles mange kunder. Der kommer ordrer ind hele tiden, og man kan tydeligt fornemme, at mange virksomheder oplever fremgang. Der er stor optimisme,« siger Johnny Lund.
[add:38]