Finsk triumf i Nordic Trophy
Det blev en tredobbelt triumf til Finland i årets Nordic Trophy, som blev afgjort i lørdags i forbindelse med udstillingen Lastbil 2014 i Jönköping.
Førstepladsen gik til Mika Auvinen fra Helsinki med ”Highway Hero” – hans nye Mercedes-Benz Actros 2551, som er et flot, grønt tankvogntog.
Andenpladsen tog Jalava Åkeri med bilen ”Ice Princess”, en Scania R620 stykgodsbil, som af en ekspertjury i øvrigt blev kåret til ”Bedste Opbygning”. Forrige års vinder, Juha Ristimaa, tog tredjepladsen med ”Madonna”-bilen, som er en Scania R560 stykgodsbil.
Historisk sejr
Årest Nordic Trophy var den 35. udgave af det prestigefulde skønhedskonkurrence for lastbiler, som arrangeres af det svenske magasin Trailer. Omkring 200 lastbiler fra hele Europa deltog i årets træf.
[pic:22307]Triumfen var den femte i alt i Nordic Trophy for finske Mika Auvinen, men det var alligevel en historisk sejr. Det var nemlig første gang, at en Mercedes strøg helt til tops. Siden den første udstilling i 1980 har det nemlig rent lastbilmæssigt været lutter ”hjemmesejre” med Volvo- og Scania-biler på det øverst trin på podiet. Den dominans er nu brudt af Auvinen og hans Mercedes.
»Opgiv aldrig dine drømme. Det her har været mit mål, lige siden jeg var lille,« sagde en lykkelig Mika Auvinen, efter at han havde fået overrakt pokalen.
Det overdådige tankvogntog i grønt og sort med masser af specialopbyggede rustfri detaljer har motiver med amerikansk inspiration udført af Perttu Papunen.
Fint dansk resultat
Årets bedste debutant blev svenske Berthon Jönsson, som blev årets publikumsfavorit i Udfordrer-klassen med et klassisk Scania-vogntog opbygget og lakeret i Holland.
Fra dansk side deltog Poul’s Bremseservice med chauffør Martin Larsen igen i år med ”Scania History”-bilen, der tog den samlede sejr for to år siden. I år fik bilen en fin tredjeplads i publikumsafstemningen i Mester-klassen og er dermed allerede kvalificeret til næste års Mester-klasse.
Sådan afgøres det:
[pic:22308]Nordic Trophy afgøres på den måde, at der er 10 deltagere i Mester-klassen, og resten af bilerne stiller op i Udfordrer-klassen. Publikum stemmer på deres favorit, og de fem biler med flest stemmer fra hver kategori går videre til finalen med 10 biler.
I finalen stemmer deltagerne selv på hinanden, og ud fra disse stemmer findes den samlede vinder af Nordic Trophy. De 10 finale-deltagere er samtidig automatisk kvalificeret til at stille op i næste års Mester-klasse.
Resultater fra Nordic Trophy 2014:
Samlet vinder af Nordic Trophy:
1) Kuljetus Auvinen, Mika Auvinen, Helsingfors, Finland, Mercedes-Benz Actros 2551
2) Kuljetus Jalava, Jari Jalava, Akaa, Finland, Scania R620
3) Kuljetus Ristimaa, Juha Ristimaa, Lapua, Finland, Scania R560
Publikumsafstemningen, Mester-klassen:
1) Kuljetus Auvinen, Mika Auvinen, Helsingfors, Finland, Mercedes Actros 2551
2) Kuljetus Ristimaa, Juha Ristimaa, Lapua, Finland, Scania R560
3) Poul’s Bremseservice, Martin Larsen, Toreby, Danmark, Scania T164
4) Micke Malmbergs Åkeri, Nicke Thomsson, Romakloster, Scania R620
5) Ekdahl Miljö, Ralf Ekdahl/Niklas Kristiansson, Skurup, Volvo FH500
Publikumsafstemningen, Udfordrer-klassen:
1) Berthons Transport, Berthon Jönsson, Bjärnum, Scania R560
2) Kuljetus Jalava, Jari Jalava, Akaa, Finland, Scania R620
3) Hanlinder Entreprenad, Hans Hanlinder, Hyltebruk, Scania-Vabis L76 Veteranbil
4) Ekdahl Miljö, Ralf Ekdahl, Skurup, Volvo FH16
5) Andreas Transportservice, Andreas Hjorthejm, Kalmar, Volvo FH540
Bedste opbygning:
1) Kuljetus Jalava, Jari Jalava, Akaa, Finland, Scania R620
[add:457]