Ny forhandler af nyt og brugt på Sjælland
Den 1. august er CPH Trucks A/S startet op i Greve – med erfarne branchefolk bag firmaet.
Heriblandt Carsten Sørensen, mangeårig adm. direktør for PEMA Last og Trailerudlejning A/S, der starter egen virksomhed med salg af nyere lastbiler på Sjælland. Samtidig er der indgået aftale om forhandling af MTDK-trailere på Sjælland.
»Jeg har de sidste par år følt, at der er et uudnyttet marked på Sjælland, specielt inden for anlægssektoren, og med de store projekter, der allerede nu er påbegyndt, tror jeg på, at tidspunktet er rigtigt,« siger Carsten Sørensen.
»Udbygningen af den københavnske metro, udvidelsen af jernebanenettet og naturligvis opførelsen af broen over Fehmern Bælt vil medføre stor aktivitet inden for netop denne sektor. Vi vil ved at lagerføre både lastbiler og ligeledes det brede produkt program fra MTDK i fremtiden være i stand til at levere de fleste modeller af lastbiler og trailere inden for få dage,« siger Carsten Sørensen.
Jesper Smedegaard er ligeledes tiltrådt 1. august. Jesper kommer fra en stilling hos PEMA Last og Trailerudlejning A/S og får som salgschef hovedansvaret for salg og rådgivning over for kunder og samarbejdspartnere.
CPH Trucks A/S får til huse på Ventrupparken 30, i Greve hvor selskabet har lejet sig ind hos Kajs Lastbilcenter og har dermed 4000 m2 udstillingsareal til rådighed.
Åbningen vil blive markeret med et stort arrangement i forbindelse med Transport Øst i weekenden den 6. og 7. september i Greve.
[add:457]