Ny transportuddannelse kommer til Herning
AMU-center Midtjylland slår nu dørene op for transportuddannelse i Herning og med bred appel til oplandet i Ikast, Brande og Holstebro. Det sker med virkning fra den 18. august, hvor det bliver muligt at tage stort kørekort og tilegne sig en lang række kompetencer for i forvejen uddannede chauffører.
»Vi oplever stor efterspørgsel efter chaufføruddannelser. Mange kursister fra Herning-området har måttet tage turen til Viborg eller Skjern for at få drømmen om f.eks. det store kørekort opfyldt. Nu imødekommer vi efterspørgslen og starter op der, hvor mange af kursisterne kommer fra. Vi glæder os til at starte op i Herning fra den 18. august,« siger direktøren for AMU-Center Midtjylland, Hugo Friis Lund.
Chaufføruddannelserne finder sted inden for AMU-systemet og starter op i Herning på to fronter fra kursusstart: Godstransport med lastbil og personbefordring med bus. De to uddannelsesforløb slutter seks
uger senere den 3. oktober. Desuden tilbydes andre transportuddannelser som ADR (fragt med farligt gods) og EU-Efteruddannelse af bus- og godschauffører. Disse forløb starter op hver 14. dag.
AMU-center Midtjylland er en del af det landsdækkende skolesamarbejde, TUC DEKRA.
Aktiviteterne i Herning vil foregå let tilgængeligt – nemlig på Hedelandsvej 16.
[add:454]